Af Flemming Chr. Nielsen

 

Herman Melville-oversætteren Flemming Chr. Nielsen opdagede på en fynsk rasteplads, at selv for en langsom-læser kan romanen Moby Dick pludselig afsløre nye hemmeligheder om sig selv.

 

En oversætter er en langsom-læser, der i bedste fald vejer og vender hvert ord og hver sætning, som var de kostbare mønter, der skal omveksles til en anden valuta. Ikke mange kommer så tæt på en tekst som dens oversætter.

Det gælder fra den nyeste bestsellerkrimi til den klassiske prosa. I hvert fald for omhyggelige oversættere, og lad mig henvise til den mest samvittighedsplagede af slagsen, jeg vist er stødt på.

Han levede engang i det 13. århundrede og formentlig på Island. Han var givetvis hedning, men havde fået den bestilling at oversætte nogle uddrag fra Det Nye Testamente til det norrøne sprog. Da han nåede til sætningen om, at ”alle, der griber til sværd, skal falde for sværd,” må han have sat sig til at gruble dybt og længe, for hvad i alverden var meningen? Skulle han nu holde sig til originalteksten, eller måtte han med al respekt gå ud fra, at der var en utilsigtet fejl i den?

Jeg forestiller mig, at han har været en samvittighedsfuld langsom-læser, der funderede over teksten. Alligevel førte hans overvejelser ham på afveje, for efter alle sine spekulationer tilføjede han et supplerende ord: ”Alle, der uretmæssigt griber til sværd, skal falde for sværd.”

Selvfølgelig var det en fadæse, men også et eksempel på de faldgruber, der kan lure på langsom-læseren, hvad enten han finder på at tilføje eller – oh, skændsel! – at udelade noget.

 

Som Herman Melville-oversætter holder jeg nu og da foredrag om ikke mindst hvalfanger-romanen Moby Dick, og det sker næsten hver gang, at en tilhører stiller et pinagtigt spørgsmål. Det lyder omtrent sådan her:

”Hvad skal vi med alle de omstændeligt indskudte kapitler om hvalers udseende? Har du aldrig haft lyst til bare at springe dem over i din oversættelse? Romanen er jo lige så spændende uden dem. De er med til at forsinke handlingen. Lige pludselig skal man igennem endnu et langt afsnit om hvaler.”

Som regel svarer jeg diplomatisk udenom, eller jeg forklarer hurtig-læseren blandt tilhørerne, at de kapitler da både er vittige, oplysende og underholdende. Hvis man ikke bryder sig om dem, må man læse en forkortet udgave af romanen, Peter Freuchens version fra 1942 eller den endnu mere afkortede i serien Illustrerede Klassikere. Og efter min venlige indsigelse går vi hurtigt over til næste spørgsmål.

For nogle måneder siden fik jeg igen spørgsmålet og gav det samme undvigende svar, men på vej hjem slog det pludselig ned i mig. Med en voldsomhed, så jeg måtte holde ind på en rasteplads og sunde mig.

Hvorfor havde jeg aldrig opdaget det? Som langsom-læser og oversætter burde det have været indlysende for mig, hvad der er Melvilles hensigt med de mange, lange og næsten leksikalske artikler om hvaler, deres størrelse, livsform og udseende, placering i dyreriget og så videre. Faktisk leverer Melville jo et helt zoologisk bibliotek om hvaler, og jeg havde gravet mig ned i et væld af zoologibøger for at finde de præcise danske betegnelser.

Men som altid, når man får et chokerende indfald, og hvad enten det er som Archimedes i badekarret, som oversætter ved skrivebordet eller som foredragsholder på en rasteplads, må man nødvendigvis spørge sig selv: var det noget, der gik op for dig alene, eller har du engang læst det og så glemt det igen? Var det en afsides bemærkning i den enorme sekundærlitteratur om Melville? Måske en fodnote, du lige strejfede for mange år siden og ikke bed mærke i? Og som alligevel lejrede sig et fjernt sted i bevidstheden.

Med det forbehold kunne det ikke gå stærkt nok med at komme hjem og se efter. Handler de for nogen så kedsommelige hval-kapitler nu virkelig om den store spermacethval, som kaptajn Akab jagter hen over alle jordens have, mens han driver sin besætning ud i vanvid? Eller er det noget helt andet, Melville vil indvi sine læsere i? Og hvis det er, hvorfor omtaler han det så ikke ligefremt og u-kryptisk?

 

Godt skjult og et stykke inde i et af de hval-zoologiske kapitler anes den første afsløring. Melville har indtil da skrevet en masse om spermacethvalen, hvordan den jagtes, harpuneres og indfanges, hejses op på skibssiden og tømmes for den kostbare olie, der registreres og nedstuves. Ja, sågar de juridiske forhold omkring ejendomsretten til hvalen diskuteres.

Og så kommer den alarmerende detalje, der kun tilsyneladende handler om spermacethvaler:

”Hvor meget jeg så dissekerer ham, når jeg ikke dybere ned end til hans hud; jeg kender ham ikke og vil aldrig lære ham at kende. Men hvis jeg ikke engang kender denne hvals hale, hvordan da for­stå hans hoved? og hvordan fatte hans ansigt, når han ikke har noget ansigt? Du får mig at se fra ryggen, fra min hale, synes han at sige, men mit ansigt må ingen se.”

Mit ansigt må ingen se. Hvilken læser kan interessere sig for en hvals ansigt? Og hvilken hval kan være optaget af at skjule sit ansigt?

Men det drejer sig ikke om zoologi. Det er et tilhyllet citat fra Anden Mosebog, hvori Herren siger til Moses:

”Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kom­met forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.”

Hvorfor ikke skrive det direkte? At Guds ansigt må ingen se.

Da jeg første gang på en fynsk rasteplads bliver opmærksom på den hemmelige leg med læseren, står det mig klart, at hele denne hval-kispus er Melvilles særlige form for religionskritik. På hans tid for halvandet århundrede siden gik det ikke an med en åben udfordring af kirkens verdslige magt og institutioner. I hvert fald ikke for en forfatter, der også ville sælge bøger. En teologisk debat var for fagfolk. En lægmand skulle ikke komme og blasfemisk fremstille Gud som en hval.

 

Men når først Guds skjulte ansigt er antydet, falder hval-brikkerne på plads. Der er lange kapitler om, hvordan mennesket i århundreder har tegnet og malet hvalen, hvordan den er skildret i bøger og artikler, har fået stjernebilleder, bjerge og landskaber opkaldt efter sig, i skikkelse af små figurer er sat op på en hylde eller som ikoner ophængt på væggen, er anbragt på kirkespir og i klokketårne, som udsmykning i kirker og våbenhuse, på antikke vaser, i bogtrykkernes vignetter, på halskæder og små kapsler i den døendes hånd. Og der er lange referater af spidsfindige afhandlinger om hvalen og om de lærdes disputter vedrørende den rette forståelse af hvalen. Hvad magter den, og hvad magter den ikke? Hvilke evner har den og hvilke ikke? Der er ikke langt til, at det drøftes, hvor mange hvaler der kan stå på spidsen af en knappenål.

Det er altså mennesket og dets refleksioner over Gud, som er temaet for Melvilles hval-kapitler. Det er som at gennemvandre et bibliotek, hvor der på alle bogrygge står Hval, men helt ude i margen på titelbladet og med næsten udviskede typer Gudsbegrebet. Og udmattet af århundreders informationer og indfaldsvinkler vakler fortælleren belæsset af teologisk hval-lærdom videre til det chokerende kapitel 102. Heri beretter han om dengang, han besøgte en ukendt ø i oceanet for at se det ultimative hval-museum. Og hvad erfarer han dér? At af den store verdensgåde er kun skelettet bevaret:

”Ribbenene var behængt med trofæer; i rygsøjlen var med sælsomme hieroglyffer indridset de arsakidiske annaler; præsterne sør­gede for en uudslukkelig og sødt duftende flamme i hovedskallen, så det gådefulde hoved atter blåsede sin stråle af damp, og hæn­gende fra en gren gyngede den frygtindgydende underkæbe over menigheden som det sværd, der ophængt i et hår forfærdede Da­mokles.”

Men Melville er stadig ikke færdig med sin Gud, og på museet går han i gang med at udmåle det sidste ribben som endnu et bidrag til århundreders teologi.

”Hvad sker der dog!” råbte præsterne; ”hvor vover du at udmåle vor gud! Det tilkommer kun os.”

”Ja, ja, I præster; hvor lang er han så?”

”Men det førte til et ophidset skænderi imellem dem om fod og tommer; med deres måle­stokke hamrede de løs på hinandens hoveder – ekkoet rungede i den store hovedskal – og jeg greb chancen til at blive færdig med mine egne udmålinger.”

 

Det er i korthed en skitse af, hvad et spørgsmål under et foredrag kan give anledning til. Hval-kapitlerne i Moby Dick bliver pludselig til én lang fortælling om, at mennesket aldrig lærer Gud at kende. Målestokke og dialektik og prædikener og spekulationer er magteløse. Hvad enten Gud er eller ej, så undviger han alle teorier og debatter. Han er et skelet på et museum. Igennem det tomme hylster blæser vinden.

Vist er det kun en skitse til en udlægning af nogle (for mange læsere) generende afsnit i én af verdenslitteraturens store romaner, men en roman er netop stor, når vi aldrig bliver færdige med den, når et nysgerrigt spørgsmål under et foredrag kan rive op i en læser, der troede at kende romanen så godt, som den kristne vel tror at kende sin Gud.

Herefter vil jeg aldrig mere glide af på spørgsmålet. Jeg vil med fryd kaste mig ud i de overvejelser, som her er antydet.

Den dag på rastepladsen fik Moby Dick for mig som forsinket langsom-læser tilføjet endnu en dimension. Og modsat den islandske oversætter holdt jeg klogeligt stand imod alle djævelske fristelser.