Svetlana Aleksijevitj (f. 1948)
Svetlana Aleksijevitj er født 1948 i Ivano-Frankivsk i det nuværende Ukraine og har ukrainsk-hviderussisk afstamning. Hun er uddannet journalist fra det hviderussiske statsuniversitet i Minsk og har gennem dette arbejde udviklet sin særegne projekter og en skrivegenre, som har gjort hende til en af de mest betydningsfulde forfattere i moderne russisk litteratur.
Aleksijevitj bevæger sig på grænsen mellem journalistik og litteratur for at afsøge hvordan det enkelte menneske påvirkes af tiden og af bestemte begivenheder. Ved at lade disse menneskers stemmer tale for sig selv direkte gennem sine værker følger hun to spor: Det ene er ambitionen om at videregive vigtige, hidtil ufortalte, historiske begivenheder fra den menneskelige erindring, i en ny slags vidnesbyrdlitteratur. Det andet forfølger en æstetisk strategi; at orkestrere dette ’kor’ af stemmer som kunstnerisk dominant i værkerne, en stil der trækker tråde til store russiske litterære skikkelser som Dostojevskij og Ales Adamovitj.
Med et hav af priser, i såvel Rusland som i resten af verden, har Svetlana Aleksijevitj for længst etableret sig i litteraturens kollektive bevidsthed som en kunstner der er i stand til at skabe stor litteratur i en balance mellem personlige dokumentariske virkelighedsskildringer og refleksioner og forfatterens egne oplevelser og overvejelser igennem projektet.
Aleksijevitj’ hovedværk er en cyklus som hun kalder Utopiens stemmer eller Historien om det røde menneske. Den består af Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (kvindelige sovjetiske soldater under Anden Verdenskrig), De sidste vidner (de der var børn under Anden verdenskrig), Bøn for Tjernobyl (de berørte af uheldet på atomkraftværket), Tiden Second Hand (oplevelsen af det sovjetiske samfunds sammenbrud efter murens fald) og Zinkdrengene (sovjetiske soldater isom var i Afghanistan).
”Jeg gennemsøger livet efter iagttagelser, nuancer og detaljer. Min interesse i livet er ikke hændelsen i sig selv, ikke krigen i sig selv, ikke Tjernobyl i sig selv, ikke selvmordet i sig selv. Det jeg er interesseret i, er hvad der sker med mennesket, hvad tiden gør med det. Hvordan mennesket opfører sig, hvordan det reagerer. Hvad er biologi i mennesket, hvad er tid, hvad er menneske i mennesket?”
På dansk er hidtil kun udkommet et essay (Den evige jagts prægtige hjort, Lettre internationale, nr. 3, 2004, oversættelse Tine Roesen). Krigen har ikke et kvindeligt ansigt udkommer 1. november på Forlaget Palomar i Tine Roesens oversættelse.
Babelfisken ønsker forfatter, forlag og oversætter tillykke. God læselyst til at alle os andre.