Af Niels Brunse
Oversætteren Ole Husted Jensen er død, kort før han ville være fyldt 75 år. Han oversatte også fra engelsk, men var især en fremragende russisk-oversætter, belønnet med både Dansk Oversætterforbunds Ærespris i 1996 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse året efter. En lang række betydelige værker nåede danske læsere fra hans skrivebord: bøger af Aleksandr Solzjenitsyn, ikke mindst hovedparten af ‘Gulag øhavet’, af Jevgenij Jevtusjenko, Julija Voznesenskaja, Jevgenija Ginzburg og en særlig favorit, den russiskskrivende kirgisiske forfatter Tjingiz Ajtmatov.
Men sit måske allerbedste ydede han som nyoversætter af Dostojevskij. Ikke mindst kæmperomanen ‘Onde ånder’ (tidligere kendt som ‘De besatte’) rager op i landskabet – og både den og den mindre fortælling ‘Kældermennesket’ har i dramatiske bearbejdelser fundet vej til Det Kgl. Teaters scener. Ole Husted har selv beskrevet, hvorfor nye oversættelser af Dostojevskij kan være nødvendige i forhold til de gamle: ”Når jeg i dag genlæser disse gamle oversættelser, slår det mig, at de rummer mere mystik og religiøs dragning, end jeg finder belæg for, når jeg læser de russiske originaler med nutidens øjne.” En god oversætter skal i Ole Husteds øjne være ”en dreven læser og analytiker, han skal være lydhør over for forfatterens intentioner og må gerne lade sig begejstre – men ikke forføre.”
Hvilket ikke betød, at Ole Husted var en tør pedant. Det bedste lille glimt af hans sproglige fantasi er måske det navn, han gav det lille køkkenbordsforlag, han selv oprettede, da han ikke kunne finde en modig dansk forlægger til sin oversættelse af ‘Sneglespor’, en roman af de legendariske brødre Arkadij og Boris Strugatskij, der forenede sovjetisk science-fiction med systemkritik. Forlaget hed Domesto, som signal om dets hjemlige og ydmygt tjenende (domestikke!) funktion, men på russisk betyder ”dom” hus og ”mesto” sted, altså: Husted.
Ole Husted Jensen var fra 1990 til 1994 en dynamisk formand for Dansk Oversætterforbund. Han levede dog hellere på landet som mere eller mindre selvforsynende grøntsagsdyrker og husdyravler, end han søgte byen og kulturlivets rampelys. Næsten til det sidste hægede han om sin have på Møn, hvor han boede to kilometer fra kunstneren Ida Brabæk, som var det menneske, han ikke kunne undvære.
Nekrologen har været bragt i Politiken