Af Juliane Wammen
Den 29. maj blev der for første gang afholdt Blixen-prisfest, hvor litteraturen blev fejret med galla og uddeling af priser. Her kan nævnes den store skønlitterære pris, The Blixen Literary Award, der blev givet til Kamilla Hega Holst for romanen På træk, der, som fundatsen nævner, “anses for at have internationalt potentiale”, Zinklarprisen til årets novelleforfatter, i år britiske Julian Barnes, som til lejligheden blev interviewet af Pia Juul, Albert Dams mindelegat til digteren Signe Gjessing og H.C. Andersenlegatet, som i år gik til lektor Knud Wentzel for hans mangeårige arbejde med bl.a. folkeeventyrenes univers. Der blev desuden uddelt priser til årets boghandler, årets redaktør, årets omslag, årets journalistiske pris og meget mere.
Formændene for de to danske forfatterforeninger, Jakob Vedelsby og Jan Thielke, som har samarbejdet om at få festen til at blive en realitet, bød velkommen til festen, og derefter tog konferencier Stéphanie Surrugue over. Ind imellem prisoverrækkelserne var der underholdende indslag, bl.a. med teaterkollektivet Sort Samvittighed, der opførte scener fra deres teaterforestilling ”Tove, Tove, Tove”. Alle priserne fulgtes af taler fra både juryformænd og prisvindere, og efter den formelle del af festen var slut, var der kanapeer, fri bar og dj indtil midnat. Arrangementet fandt sted i Frimurerlogens storslåede lokaler på Blegdamsvej i København, hvor der var plads til 400 indbudte og betalende gæster fra alle dele af bogbranchen.
Klokken 21.05 blev der uddelt en Blixen til Årets Oversætter. Denne første af sin slags blev givet til Kim Lembek, der oversætter fra islandsk til dansk og blandt andet har været med til at oversætte de nyudgivne samlede sagaer i 2014. Prisen på 10.000 kr. er sponsoreret af Forlaget Hr. Ferdinand, og juryen bestod af juryformand og litterær oversætter Juliane Wammen, litteraturprofessor Thomas Bredsdorff og forlægger Charlotte Jørgensen. Juliane Wammen holdt en kort motivationstale, overrakte prisen, og Kim Lembek tog imod og holdt sin takketale, hvor han bl.a. kom ind på oversætternes vigtige rolle i formidlingen af stor og vigtig litteratur og understregede, at han var beæret over at få prisen, både på egne og standens vegne.
Det var en festlig og fin aften, og man kan håbe, at der næste år bliver en endnu større fest med plads til flere gæster og en pris til endnu en dygtig oversætter.
Herunder er juryformandens tale til Årets Oversætter og Kim Lembeks takketale:
”Kære Kim
Årets Blixenpris skal gives til en ”der de seneste år givet danske læsere berigende læseoplevelser med sine kvalitetsoversættelser af nulevende forfatteres aktuelle, skønlitterære værker”. Som det beskedne og fagligt begavede menneske, du er, ved du at der er der mange dygtige oversættere her i landet, som opfylder de krav.
Men i juryen var vi enige om, at du er den helt rigtige modtager af prisen. Dit arbejde bærer præg af opfindsomhed og stor indsigt, og du har en sjælden fornemmelse for det danske sprog, som gør dine oversættelser til en fornøjelse at læse.
Du oversætter fra islandsk, og det et lille sprogområde, men det er stor og vigtig litteratur, du videreformidler. Især vil jeg nævne din oversættelse af Sjóns forfatterskab, ikke mindst hans seneste roman “Månesten”. Det fortættede sprog og sansemættede univers kræver mod at oversætte. I den anden ende af spektret ligger Halgrimmur Helgasons “Kvinden ved 1000 grader” og dens monstrøse prosa. Og dine nyoversættelser af “Njals Saga” og “Grettes Saga” har støvet de gamle tekster af og givet dem en ny vitalitet på dansk.
Bredden og grundigheden i dit arbejde gør, at du i den grad har fortjent pengene og prisen. Stort tillykke med, at du er Årets Oversætter 2015.”
Kim Lembeks takketale:
“Først var jeg mundlam, da jeg åbnede rudekuverten fra Dansk Forfatterforening – det er sgu da løgn! Og nu står jeg her med blixenstatuetten og er så bevæget, at jeg for mit indre pludselig ser et katastrofalt møde med mellem den seje, men også skrøbelige dame og frimurerlogens hårde marmortrappe.
Jeg er kisteglad!
Men “Årets oversætter” bliver man ikke alene. Lad mig benytte lejligheden i aften til at takke den hær af kritsike øjne, der gennem årene har bidraget til at gøre mine oversættelser til læseværdige tekster på dansk. Og tak til juryen. Der må have været tæt løb. For vi er mange oversættere, mange gode oversættere, så mange, at vi kalder os en stand.
Og denne blixenpris er også en cadeaux til oversætterstanden!
Og lad os bare sætte det på spidsen i aften: Uden et verdensomspændende net af oversættere ville verdenslitteratur og indstillingen af forfattere og digtere til Nobels Litteraturpris kun være noget, vi kunne drømme om.
I aften er jeg ikke kun stolt, men pavestolt over at tilhøre denne stand, hvis fornemste opgave det er på samme tid at gøre verden mindre og udvide dens grænser i det uendelige.
Tak.”
Se mere om festen her.
Fotograf: Jonna Rönnlund
Trackbacks/Pingbacks