Af Morten Visby
Om den oversatte faglitteratur på et presset bogmarked
I lyset af de seneste udviklinger på det danske bogmarked burde vendingen ”oversat faglitteratur” i sig selv kunne udløse nervøse trækninger. Skal det handle om faglitteratur og så oven i købet oversat faglitteratur, er der ikke ligefrem lagt op til en solstrålehistorie. Faglitteraturen er som bekendt i krise, dels på grund af stærkt faldende omsætningstal, dels i form af hvad der på sigt er langt værre, nemlig en stigende tendens til kontaminering af faglitteraturen med den bestsellerisme, kendiskultur og læsersegmentering, som i de senere år ellers fortrinsvis har været et kunstnerisk særkende ved dele af vor skønne danske fiktionsprosa. Og hvad oversættelse angår, har det i lighed med tiggeri på åben gade allerede længe været et ærværdigt, men forholdsvis ydmygende, foretagende at skrive verdenslitteratur på dansk: stærkt reducerede honorarer, tiltagende usynliggørelse, øget tidspres og forceret afvikling af den oversatte litteraturs ophavsretslige beskyttelse. Det kan derfor ikke komme bag på nogen, hvis kombinationen af de to, den oversatte faglitteratur, ikke akkurat har optimale vilkår.
Faglitterær oversættelse er et ekstremt tids- og kompetencekrævende arbejde. Det er der flere forskellige grunde til. Lærebøger vil for eksempel ofte kræve betydelig dansk ”versionering”, hvor forlagsredaktøren og oversætteren i tæt samarbejde med en ekstern ekspert inden for det pågældende område gennemfører en omfattende tilpasning af den udenlandske titel, ikke blot terminologisk, men faktisk også indholdsmæssigt. Tilpasninger af den art – for eksempel omarbejdning af en lærebog i andetsprogsdidaktik, således at oversættelsen tager højde for forskellen mellem dansk og svensk lovgivning for modersmålsundervisning – kræver egentlig research ud over det sproglige og litterære arbejde, der ligger i selve oversættelsen. Det gør sådanne faglitterære oversættelser omkostningstunge.
Oversættelse af komplekse human- eller samfundsvidenskabelige nyklassikere er i sig selv et forskningslignende skriveprojekt, som kræver omfattende research og indblik i hele videnskabelige traditioner (herunder deres tidligere reception i Danmark). Tekstens indhold og referencer skal ikke blot fungere på værkets egne æstetiske præmisser, men også være ”korrekte” og velfungerende i en bredere kontekst. I den akademiske verden har de kompetencehavende eksperter ikke længere tid eller tilstrækkelig stort professionelt incitament til at udarbejde sådanne oversættelser, som i stedet varetages af passionerede oversættere, der må afvikle disse projekter på freelance-betingelser, som i princippet og i længden er alt andet end befordrende for den nødvendige videnskabelighed og formidlingskvalitet. Og der er ikke meget hjælp at hente i det kulturministerielle litteraturstøttesystem, som – i øvrigt af gode grunde – primært er møntet på skønlitteratur.
Selv med oversætterstandens generelt meget lave honorarer betyder den faldende omsætning på fagbogsmarkedet, at der i stigende grad ikke er forlagsøkonomi i at udgive ellers væsentlige udenlandske titler på dansk. Der er naturligvis stadig eksempler på flotte udgivelser af oversat faglitteratur, men der er helt klart en tendens til, at disse udgivelser er decideret ikkekommercielle i den forstand, at de enten er udgivet med fuld fondsstøtte (og det vil så typisk være prestigebetonede udgivelser af tidløse hovedværker) eller på nonprofit-basis af små con amore-forlag. I den anden ende af spektret har vi så et mere og mere indskrænket kommercielt fagbogsmarked, som efterhånden ikke kan bære andet end selvhjælpsbøger og relativt sikre hits om en bestemt militærkonflikt, der udspandt sig i årene fra 1939 til 1945.
Mest interessant i denne sammenhæng er naturligvis de titler, der ligger mellem disse lidt fortegnede yderpoler. Det gælder blandt andet samfunds- og kulturvidenskabelige nyklassikere, som i dansk oversættelse ikke alene spiller en vigtig rolle i undervisningen på de videregående uddannelser (hvor de studerende generelt ikke er nær så dygtige til fremmedsprog, som de selv tror), men også har en helt afgørende demokratisk funktion som gearing mellem videnskabelig sagkundskab på højeste internationale niveau og den hjemlige samfundsdebat.
En aldeles afgørende teoretiker som Donna Haraway er kun udkommet på dansk i form af sporadiske uddrag i nogle få smalle akademiske antologier og tidsskrifter, til trods for at hendes arbejde er helt uomgængeligt for vores forståelse af det hastigt accelererede samspil mellem biologi og teknologi, der allerede nu er ved at få uhyre store konsekvenser for det menneskeliv, der bliver vores om føje år. Udviskningen af grænserne mellem mennesker og dyr og mellem mennesker og maskiner skal vi nok komme til at diskutere i de dansksprogede debatmedier – det bliver så bare uden levende forankring i den internationale grundforskning og uden det røre i den hjemlige, ny-etiske andedam, som mere komplekse impulser udefra kan skabe. Det faglitterære bogmarkeds tilstand kombineret med oversætternes pressede situation generelt betyder desværre, at det formentlig vil være ovenud vanskeligt at strikke en holdbar forlagskalkule sammen for en Donna Haraway-udgivelse på dansk.
Et andet vigtigt område, hvor danske læsere går glip af væsentlig viden og indsigt udefra, er hele det faktuelt underbelyste felt, der udgøres af de indre politiske, økonomiske og sociale forhold i vigtige lande som Rusland, Kina og Indien. Om disse emner foreligger der naturligvis store, autoritative og højaktuelle fremstillinger på engelsk, tysk og fransk, men sådanne bøger kan simpelthen ikke udgives på dansk i dag. På det punkt henvises danske læsere til forholdsvis overfladisk og sensationspræget nyhedsdækning. Og det er et problem, for paradoksalt nok har de senere års udvikling i de elektroniske massemedier betydet, at man ikke længere skal tænde for sit tv-apparat, men sætte sig ned og læse nogle bøger, hvis man virkelig vil vide, hvad der sker i Indien, Kina eller Rusland her og nu (bortset fra naturkatastrofer, krig og andre spektakulære optrin). De bøger findes bare ikke – på dansk.
Hvis vi ønsker at give den oversatte faglitteratur og dermed vidensniveauet og debatkvaliteten i Danmark et løft, må der etableres bedre støttemuligheder, f.eks. i form af deciderede arbejdslegater. Disse arbejdslegater skulle efter ansøgning ydes til faglitterære oversættere og kombineres med udgivelsesstøtte til den enkelte titel. Det ville skabe bedre rammer for den oversatte faglitteratur og for dem, der fremstiller den. Og det skylder vi os selv.
Artiklen blev bragt første gang på Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforenings blog d. 6. marts 2014.