Mandag 16. juni blev Wilsterprisen uddelt for sidste gang. Det foregik ved en festlig reception i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade. Legatudvalget bestod af Ellen Boen, der siden blev afløst af Kim Lembek, Mai Misfeldt og Niels Brunse. Vi har fået lov til at bringe Niels Brunses tale i anledning af denne sidste prisuddeling samt motiveringen for valget af prismodtagere, nemlig Ole Eistrup, Arne Herløv Petersen, Ellen Wulff og Claus Bratt Østergaard. (Motiveringstalerne bringes i næste uge).
Af Niels Brunse
“Som naar de tindrende Stjerner omkring den skinnende Maane
Funkle paa Himlen saa smukt, naar Luften er fuldkommen stille;
Hvert et Næs, hver kneisende Pynt, hver Klippefordybning
Sees da klart, og Himmelens Blaae frembryder saa vide;
Stjernerne blinke tilhobe, og inderlig fryder sig Hyrden,
Saaledes skinned de Blus, som Troerne udenfor Staden
Mellem Achaiernes Snekker og Xanthos’ Strøm havde antændt.
Tusinde Baal var i Brand, og rundt om hvert af de tusind
Sad halvhundrede Kæmper, af blussende Flammer belyste.”
Sådan lyder slutningen af Iliadens Ottende Sang i Christian Wilsters gendigtning. Wilster, der levede fra 1797 til 1840, blev sin generations og mange senere generationers Homer-oversætter i Danmark. Det er meget passende at indlede med denne kampberedte aftenstemning i klingende heksametre, når anledningen er at lukke og slukke for den oversætterpris, der bærer Wilsters navn. Den blev oprettet i 1988, og i dag bliver den nedlagt, heldigvis med maner. Den nåede at eksistere i 26 år, og det må være på sin plads at fortælle dens historie i korte træk, inden den indtager sin plads på det litteraturhistoriske fjernlager.
Dengang, i slutningen af firserne, sad jeg i Oversætterforbundets – eller som det hed dengang, O-gruppens – bestyrelse, og jeg kan huske, at vi indimellem diskuterede det beklagelige i, at der kun fandtes én eneste oversætterpris i Danmark, nemlig Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Det ville være rart med lidt mere opmærksomhed om oversætterstandens vigtige og kvalificerede, men ret usynlige arbejde, og en ny pris ville være en god og opmærksomhedsskabende foranstaltning. I de dage var litterære priser nemlig stadig så sexede, at der mødte indtil flere kulturjournalister op ved uddelingerne, og minsandten om de ikke også skrev om dem i deres aviser. Det sker ikke i dag, fordi prisuddelinger er frygtelig kedeligt fjernsyn, måske lige på nær Nobelprisen, hvor der medvirker en konge, en gallamiddag og en masse millioner svenske kroner.
En eller anden, jeg tror det var Oversætterforbundets store gamle dame Else Faber, kom så med en ide. Sagen var den, at forbundet efter at have været en selvstændig, men ikke ret slagkraftig organisation, en del år tidligere havde sluttet sig til Dansk Forfatterforening og var blevet en ”gruppe” i den gruppestruktur, der blev bærende i foreningen efter en større omstrukturering. Oversætterforbundet havde imidlertid medbragt sin egen lille formue, der var blevet stående urørt, og ideen gik simpelt hen ud på at få myndighedernes og forfatterforeningens velsignelse til at ændre formuen til en legatkapital, hvis afkast kunne finansiere en årlig prisuddeling.
Afkastet beløb sig til ca. 5.000 kroner årligt, hvilket også dengang var beskedent, men vi satsede på at gøre prisen til en hædersbevisning mere end en økonomisk belønning. Projektet blev sat i værk, og den nye pris skulle jo også have et navn; jeg mener at huske i al ubeskedenhed, at det var mig, der foreslog at opkalde den efter Christian Wilster. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg overtalte grafikeren Austin Grandjean til for et symbolsk vederlag at designe et prisdiplom med et billede af Christian Wilster i silhuet foroven – i øvrigt det eneste billede, der findes af ham; det lille sorte papirklip befinder sig i dag på Det Kongelige Bibliotek. Diplomerne er vist desværre brugt op, der findes ikke flere her i huset.
Så skulle den første modtager findes. O-gruppens bestyrelse disponerede stadig over kapitalen, så vi vedtog i bestyrelsen at give den første Wilster-pris til Villy Sørensen, der ud over sit forfatterskab også havde præsteret nogle vægtige og vigtige oversættelser af betydningsfuld tysk litteratur. Villy Sørensen kom, modtog prisen her i dette rum og sagde i en kort tale, at han var glad for den. Og så var barnet lyst i kuld og køn, et niveau var lagt, og uddelingerne kunne fortsætte.
I de følgende år blev prisen tildelt en række hæderværdige kolleger. Ingen nævnt, ingen glemt, men jeg vil dog lige fortælle, at en pænt stor del af dem siden har modtaget Æresprisen, eller ”den store oversætterpris”, som den begyndte at blive kaldt efter at have fået en lille slægtning.
Vi nåede desværre ikke ret langt ind over årtusindskiftet, før prisen begyndte at tørre ud. Finansverdenen og renteniveauet havde ændret sig voldsomt, og der kom ikke længere det renteafkast af legatkapitalen, som skulle til. I de seneste år har det endda været så grotesk, at hvis man havde uddelt det forhåndenværende afkast, ville udgifterne til den lovpligtige revision af forvaltningen af kapitalen have været højere end afkastet, dvs. at en uddeling ville have ført til en pris på nul kroner og et temmelig unyttigt indhug i Oversætterforbundets driftsmidler.
Derfor besluttede forbundets bestyrelse for et års tid siden, at det ville være bedre at fyre hele kapitalen af på én gang og få en sidste salut for prisen, standen og de udvalgte kolleger ud af det. De nødvendige tilladelser blev indhentet, og regnestykket endte med at der kunne blive til fire priser på hver 26.000 kroner, et passende beløb, tusind kroner for hvert år prisen har eksisteret. Der blev nedsat en ny legatbestyrelse til formålet; Ellen Boen, som lagde en stor indsats i Wilsterprisens svanesang oven i det i forvejen store arbejde hun gjorde som Oversætterforbundets formand, valgte at trække sig ud på grund af arbejdspres, men jeg vil gerne takke hende for indsatsen; hendes efterfølger blev Kim Lembek, der sammen med Mai Misfeldt og mig så drøftede de indkomne indstillinger til prisen og valgte de fire modtagere blandt de indstillede.
Det var et udtrykt ønske fra forbundets bestyrelse, at man ved uddelingen af priserne gerne måtte ”tænke ud af boksen” og være særligt opmærksom på genrer og oversætterskaber, der måske faldt lidt uden for de andre oversætterprisers søgelys. Motiveringerne kommer vi tilbage til, men jeg vil gerne holde fast i formuleringen ”de andre oversætterpriser”. Her er der jo sket en glædelig udvikling. Allerede i 1988, da vi med oprettelsen af Wilsterprisen fordoblede antallet af danske oversætterpriser, kunne Villy Sørensen i sin takketale endda løfte sløret for, at antallet ville blive tredoblet i nær fremtid, fordi Det Danske Akademis Oversætterpris var tæt på at blive til virkelighed. Sådan gik det også, og i de mellemliggende år er der kommet flere priser til, både nationalt og internationalt, og Statens Kunstfond og andre mæcener har også i meget højere grad fået øjnene op for oversætternes indsats. Det er godt og kærkomment, og i den forstand er det ikke sørgeligt at være med til at nedlægge Wilsterprisen. Den har tjent sit formål. Prisen er død, priserne længe leve!