Af: Ellen Wulff
Jeg vil sådan set bare sige tak – for den ærefulde påskønnelse af mit arbejde og for pengene som falder på et tørt sted. Jeg vil ikke sige at det ikke er velfortjent. Dels har jeg virkelig puklet som en kamel, og dels fortjener overbringeren af den gode historie at blive hædret. Oversættelsen af Koranen og Tusind og én Nat er specielt fremhævet i indstillingen. Jeg ved ikke om Koranen kan kaldes en GOD historie, men den er i hvert fald en væsentlig historie som skulle oversættes.
Der var stor forskel på at oversætte Koranen og Tusind og én Nat. Der er ikke egentlig poesi i Koranen, men ca. tre fjerdedele af dens vers er holdt i rimprosa, hvor rimet ganske vist sommetider kun er grammatiske endelser som -ün og -ïn, hvilket giver teksten en hypnotiserende virkning. Jeg turde ikke engang tænke på at respektere rimprosaen, for i en hellig tekst kan ord ikke tilføjes, og rækkefølgen af versene ikke ændres. Indholdet gik så afgjort frem for formen i den oversættelse mens jeg i oversættelsen af Tusind og én Nat følte jeg mig vidunderligt fri – i denne uhøjtidelige tekst kunne jeg tillade mig visse digteriske friheder for at holde på formerne i poesi og rimprosa uden at frygte at få en fatwa i nakken, dog altid sådan at de oprindelige elementer i det arabiske forlæg ligeledes findes i oversættelsen – men sommetider er der her lidt mere med end i forlægget …
I Tusind og én Nat finder man GODE historier, helt præcis 170, og hertil kommer underhistorier og underhistoriers underhistorier, 94, altså i alt over 250 historier ’med så smukke og usædvanlige hændelser at ingen nogensinde før har hørt noget lignende.’ Det er et citat fra den sidste historie i bd. 4, historie nr. 155, og det er nok de færreste der får arbejdet sig så langt ind i Tusind og én Nat. Derfor vil jeg genfortælle denne historie, historien om jagten på den gode historie, den bedste historie i verden. Jagthistorien er ekstremt kedelig, men den har en pointe:
Kongen Muhammad ibn Sabä’ik laver en aftale med købmanden Hasan, en lærd og dannet mand: Købmanden skal fortælle ham en dejlig historie, så mærkværdig at han aldrig før har hørt noget lignende; han skal finde den eller finde på den, og imens må han ikke forlade sit hus. Det går købmanden ind på, men beder om et år til at finde historien. Det bliver ham tilstået. Hvis det lykkes ham, lover kongen ham guld og grønne skove, men hvis ikke det lykkes ham, vil kongen jage ham ud af sit rige og konfiskere hans ejendomme. Købmanden skynder sig hjem. Her befaler han fem af sine bedst uddannede mamlukker, slaver, at drage ud i verden for at lede efter en bestemt historie som han kender titlen på, men ikke indholdet af. Én mamluk rejser til Indien og én til Kina, den tredje til Persien og Khorasan, den fjerde til Maghreb og Egypten og den femte til Syrien. De fire kommer tomhændede og slukørede tilbage med uforrettet sag, men den femte har lykken med sig. Han har netop gennemsøgt Damaskus på kryds og tværs og skal til at drage videre da han ser en lille dreng komme løbende, så hurtigt at han snubler i sømmen af sin kjortel. Mamlukken samler ham op og spørger hvorfor han har så travlt. Jo, han skal hen for at høre sheiken fortælle historier og vil gerne have en ordentlig plads. Mamlukken går med ham, og efter fortællingen spørger han sheiken om han kender den pågældende historie. Da sheiken hører at historien skal læses op for en konge, vedgår han at være i besiddelse af historien og lader mamlukken skrive den af, for 100 gulddinarer og på fem betingelser. Der står: ’Mamlukken satte sig og afskrev hele historien til han var færdig. Så læste han den op for sheiken som rettede den til og derpå sagde: ”Nu skal du høre, min søn. Den første betingelse er at du ikke fortæller denne historie til personer der tilfældigt kommer forbi; dernæst ikke til kvinder og slavinder, ikke til slaver, dumme mennesker og unge drenge. Læs den kun op for emirer og konger, skriftlærde og den slags folk!” Mamlukken gik ind på betingelserne og kyssede sheikens hænder. Så tog han afsked og forlod ham.’ Heraf ser man at Tusind og én Nat ikke er bestemt for børns og kvinders ører …
Mamlukken skynder sig hjem, og købmanden når lige akkurat at skrive historien af i så tydelig en skrift at han ubesværet kan læse den højt for kongen, inden året er gået. Slutningen på historien lyder: ’”Lykkelige konge,” sagde han, ”jeg kommer med en historie med så smukke og usædvanlige hændelser at ingen nogensinde før har hørt noget lignende.” Så snart kongen havde hørt købmanden Hasans ord, befalede han man straks skulle hente hver emir som forstod hvad der var svært, og hver fortjenstfuld og fremragende lærd, hver dannet og beleven mand, hver digter og hver med en god forstand. Så satte købmanden Hasan sig og læste denne beretning højt for kongen. Da kongen og alle dem der var til stede, havde hørt den, undrede de sig og syntes den var god, ja, alle de tilstedeværende fandt den så god at de strøede guld, sølv og ædelsten ud over ham. Kongen befalede man skulle bringe købmanden Hasan en prægtig æresdragt, en af de prægtigste dragter han havde, og han skænkede ham en stor by med de fæstninger der fandtes der, og de omkringliggende landsbyer. Han gjorde købmanden til en af sine storvesirer og lod ham sidde ved hans højre side. Endelig befalede han skriverne at nedskrive denne historie, den bedste i verden, med guld og lægge den i hans private skatkamre.’
Sådan belønnes overbringeren af den gode historie – og det var trods alt kun ÉN historie købmanden fremskaffede!
Guld, sølv og ædelsten er nu blevet mig til del. Man har hyllet mig i den prægtigste æresdragt som tak for historien om vesirens datter Shahrazad og den grumme kong Shahriyar, og Tusind og én Nat er skrevet med guld på sort silke og lagt i Forlaget Vandkunstens skatkamre.
TAK