Af: Ellen Boen, priskomitéen
ÆRESPRISEN 2013, TALE 21/2-2014
Mit navn er (som sagt) Ellen Boen, og det er nu femte gang, jeg har haft fornøjelsen at være med til at udpege modtageren af Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Ud over mig bestod priskomitéen i år af oversætter Aino Roscher – forrige års pris-modtager – og kontorchef Annette Bach fra Kulturstyrelsens Litteraturteam.
Også denne gang indkom der flere gode forslag til værdige kandidater, men komitéen nåede hurtigt til enighed om, at ingen var værdigere end dig, min navnesøster Ellen, til at modtage Æresprisen 2013 – dels for din oversættelse af Koranen (2006), dels og ikke mindst for dit imponerende arbejde med fordanskningen af Tusind og én Nat. Din indsats er en litterær bedrift og en berigelse af dansk kultur.
Æresprisen på 60.000 skattefri kroner bevilges af Statens Kunstfonds Projektstøtte-udvalg for Litteratur, og den blev uddelt første gang i 1947.
Ellen Wulff indskriver sig således i den lange række af begavede, utrættelige – og indimellem tillige visionære og idealistiske – oversættere, hvis arbejde har udvidet danskernes kulturelle horisont, og uden hvis indsats vi ville være en åndeligt – og sprogligt – fattigere nation.
Det her er jo ikke det romerske senat, og embedsværket i Kulturstyrelsen/Statens Kunstfond er ikke togaklædte senatorer, der kan sende væbnede tropper af sted for at nedkæmpe fjender og udvide kunst-imperiet, men det skal dog ikke afholde mig fra at gentage mig selv og planke Cato den Ældres berømte slutreplik: I øvrigt mener jeg, at Dansk Oversætterforbunds Ærespris bør sættes op til det dobbelte!
Inden jeg giver ordet til Søren Møller Christensen fra Forlaget Vandkunsten, der vil holde motiveringstalen, vil jeg bede jer skænke jer et glas vin eller vand, så vi sammen kan udbringe dagens første skål for Ellen Wulff – stort tillykke, Ellen!
Af: Søren Møller Christensen, Forlaget Vandkunsten
En kold vinterdag for nogle år siden skrev tegneren Jakob Martin Strid til Kunstfonden: ”Jeg søger hermed Statens Kunstfond om det treårige arbejdslegat fordi jeg ikke har nogen penge”.
Det var alt. Og Strid har ret. Der er virkelig ingen grund til at tvære rundt i det indlysende.
Det tog os på Vandkunsten mindre end ti minutter fra vi havde modtaget en mail med opfordring til at indstille en eller flere af forlagets oversættere til Dansk Oversætterforbunds Ærespris, og til vores svarmail gik af sted med en kort begrundet indstilling af Ellen Wulff.
Vi indstillede Ellen Wulff for hendes oversættelse af Koranen (2006) og Tusind og én Nat (2013). Det er to meget forskellige tekster, som begge blev modtaget som mesterværker. Med dem har Ellen beriget det danske sprog, gjort os til bedre lyttere og har givet os moderne oversættelser af to vigtige værker, som vi tidligere kun kendte i omtrentlige genfortællinger.
Den tyske digter Rainer Maria Rilke har engang i et skænderi om muligheden af at oversætte poesi mellem fransk og tysk snerret, at oversættelse er den reneste metode til at konstatere tilstedeværelse af poetisk evne.
Ellen Wulffs oversættelser kombinerer i både Koranen og Tusind og én Nat filologisk præcision og poetisk evne. For eksempel holder hendes oversættelse af Nætternes præcis 1.351 digte sig strengt til de tolv oprindelige arabiske verseformer, og hvor der optræder rim i den arabiske prosatekst, optræder der også tilsvarende rim i Ellens danske – og her kommer testresultatet: – tilsyneladende uden tab af mening og poetisk kraft!
Derved adskiller Ellen Wulffs oversættelse af Nætterne sig fra alle tidligere, og også internationalt sætter hendes oversættelse en ny standard.
Der er meget langt fra arabisk til dansk, og der er meget langt fra Koranens klassiske arabiske højsprog til den folkelige prosa i Tusind og én Nat, hvor store dele af poesien i øvrigt er en slags indlejret højkultur i de folkelige fortællinger. Ellen Wulff fører sin læser, så han ubesværet tilegner sig gåder, fremmede verseformer og kulturer, og Ellen viger ikke tilbage for hverken det højstemte, det erotiske, det politisk grænseoverskridende eller for det danske sprogs mest sjofle gloser. Hendes oversættelse af Tusind og én Nat er enormt morsom!
Ellen besidder en olympisk arbejdsdisciplin. Koranen kan i omfang og kompleksitet sammenlignes med Det Nye Testamente, hvis oversættelse siden de gamle romere har kunnet holde hele kommissioner af lærde mænd beskæftiget i tiår. Ellen klarede Koranen på under ét år, alene, rasende, og så vidt jeg ved som den første kvindelige oversætter nogensinde.
Hendes oversættelse af Tusind og én Nat fra arabisk fylder knap 4.000 sider af værkets samlede omfang på 4.560. (De franske historier i bind 6 er som bekendt oversat af Kim Witthoff). Der indgår mere end 10.000 verselinjer og et ukendt antal tusinde prosarim i Ellens ende af værket, alt sammen gennemført på 3 år og seks måneder. Som Ellen selv sagde, da hun gik i gang: Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.
Den tjekkiske forfatter, Milan Kundera, siger et sted, at hvis en bog er lykkedes for ham, og han bagefter sætter sig og læser i den, så kan han ikke længere selv forstå, hvordan han gjorde.
Her var det omvendt: Medens Ellen baksede med oversættelsen af første bind, satte hun flere gange barren højere for sig selv og indførte stadig mere ambitiøse regler for sin egen oversættelse af poesi og rimprosa. Det var som om det ikke SKULLE kunne lade sig gøre! Det blev så forlagets rolle at holde fast på den deadline, som var aftalt med C.L. Davids Fond og Samling, der generøst finansierede Ellens arbejdsro.
Ellen og vi bor bogstavelig talt i hver vores ende af en fodboldbane ude på Amager. Det giver mulighed for at holde tæt øje med fænomenet, og jeg har aldrig kigget ind til hende uden at kunne konstatere, at hun sad på sin plads og arbejdede. Alligevel er der noget, der ikke stemmer, for kommer man på visit lørdag morgen, så ligger Weekendavisen på bordet, opslået på kryds- og tværssiden, med begge krydsord løst. Og i haven står hundreder af blomstrende stauder i store smukke cirkelslag og holder tilsyneladende sig selv fri for ukrudt.
—
Vi er en lille nation med et lille sprog og en lille litteratur, som må holdes i live og næres ved stadig oversættelse udefra. Brandes, H.C. Andersen, Kierkegaard, Blixen, ja selv Johannes V. Jensen kan ikke tænkes uden verdenslitteraturen omkring os, og uden den åbenhed og konstante vejren med de litterære fimrehår, som er det de gode oversættere bidrager med.
Og omvendt! Hvad ville Rilke, Shakespeare og Rolandskvadet være uden os! Hvad ville dansk kultur være uden f.eks. de indvandrede jøder? Lost in translation!
Det går tilbage for filologien på universiteterne – det tager mindst 20 år at lave sådan en som Ellen, og det er tiderne for flygtige til. Mange vigtige oversættelser laves under ringe vilkår, og mange små og store sprog og forfatterskaber oversættes ikke. Måske er det ligefrem en trend i tiden. Det er en sag for kulturministeren, men for os i dag er det ikke vigtigt.
For de gode oversættere er her. Vi har dem i Danmark, og mange af dem er til stede nu, her i lokalet. Jeg overvejede et øjeblik at nævne de oversættere, der har oversat til Vandkunsten, bare for at vise hvor meget der sker på selv et af de små forlag. Men det vil føre for vidt. Det rækker heller ikke at nævne andre vigtige oversættelsesprojekter fra de senere år, som Odysseen, Proust, Joyce, Kafka og Platon.
Ellen må alene tjene som eksempel på hvad oversætteren gør for os.
Kulturhistorikeren Alberto Manguel skriver sin bog, A History of Reading, at:
”Det kan godt være, at oversættelse er en umulighed, et forræderi, et bedrag, et påhit, en løgn, men hen ad vejen gør oversættelsen alligevel læseren til en klogere og bedre lytter: mindre skråsikker, langt mere følsom, saligere.” Argentineren Manguel brugte i sin engelske tekst det tyske ord ”seliglicher”, men som danske kan vi godt her nøjes med ordet ”saligere”, for forbindelsen til læserens udødelige sjæl er oplagt.
I Tove Jansons Mumitroldbøger er der et sted en lille skabning, som tænker en stor tanke om sig selv: At hun er den, om hvem eftertiden vil sige, at netop HUN sad ved Mumrikkens lejrbål.
Vi har det på samme måde: Om os vil de sige, at vi var her i dag, og at vi sad ved Ellen Wulffs lejrbål.
Til lykke med prisen!