Af Ellen Wulff

Tusind og én Nats litterære værdi er først i nyere tid blevet accepteret af arabiske intellektuelle og langt fra af alle. Da den tidligste komplette trykte udgave, Bulaq-udgaven, blev fotografisk genoptrykt for en 4-5 år siden, rejste der sig et ramaskrig i Kairo, et skrig der sågar gav genklang i Politiken i form af en femlinjers notits på side to. Protesterne kom fra religiøse kredse hvor man mente at andre publikationer burde prioriteres, og begrundede denne holdning med værkets underlødighed og dårlige sprog.

                      Sproget er ikke dårligt, men folkeligt. Især Mahdi-håndskriftet er præget af datidens dialekt, og da 1400-tallets arabiske dialekter ikke er studeret og kortlagt, er oversætteren undertiden hjemfalden til gisninger. I Bulaq-udgaven fire hundrede år senere er teksten til en vis grad banket på plads, men bærer stadig dialektale træk, og prosastilen er jævn og folkelig. Sproget er beregnet på at blive forstået af almindelige mennesker og meget langt fra den kulturelle elites forfinede højprosa. Værket rummer imidlertid 1351 digte der af omfang strækker sig fra 1 halvvers til 49 vers, begge yderligheder at finde i det gamle håndskrift, og store dele af teksten fremtræder i rimprosa, prosa med rim, men uden versemål.

Rimprosa

                      Rimprosa, på arabisk sadj’, er netop en stil man forbinder med højprosa. Ca. fire femtedele af Koranen fremtræder i rimprosa, og Koranen er alles forbillede, den højeste stil man kan forestille sig. I arabisk guldalder i det 9. og 10. årh. opstod en episk og humoristisk genre i rimprosa, maqama-litteraturen, men den døde ud efter et par hundrede år.

Nogle steder i Tusind og én Nat virker brugen af rimprosa mekanisk, især i korte passager, mens den andre steder er meget raffineret, og den tjener samme formål som poesien: Den sætter handlingen i stå, f.eks. ved en naturbeskrivelse, og giver tilhøreren eller læseren lejlighed til at få vejret og sunde sig oven på det hektiske tempo og de voldsomme begivenheder der uafbrudt afløser hinanden. Eller den skruer tempoet i vejret når den gengiver hæsblæsende kampscener. I det følgende oplever man at handlingen sættes i stå ved en beskrivelse, og at tempoet dernæst skrues op:

…, og han fandt ved sin side en ung kvinde, som det reneste sølv man kan finde, blødere end silke på mave og lår, mere saftig end halen på et fedthalefår, mere iøjnefaldende end et vajende banner og skønnere end kamelernes røde hanner, en fem fod høj og med et bryst der struttede så det var en lyst, med øjenbryn som pileskytters buer og øjne som når de sky gazeller skuer, med kinder som blussende røde anemoner og en mave der var flad, dog med hudfolders kroner, med en navle der med lethed kunne rumme en pægl, en pileblomstoliekumme; hendes lår var som stoppet med fjer fra strudse, og mellem dem en unævnelig … Ved at tænke på den må man knibe en tåre; hun var som det flyder fra en digteråre:

Herpå følger tre digte, ligeledes beskrivende, og så går handlingen i gang:

Ved dette syn vendte Nur al-Din sig straks om mod slavinden og knugede hende til sit bryst. Han sugede først på hendes underlæbe, dernæst på hendes overlæbe og borede så tungen ind mellem hendes læber. Han besteg hende og opdagede hun var en perle der ikke var gennemboret, en hoppe der ikke var tilredet. Han tog hendes mødom og elskede med hende, og et varigt og ubrydeligt bånd opstod mellem ham og denne kvinde; kærligheden brød frem i hans sind mens kyssene haglede som sten i vand ned over hendes kind, og som en kriger i skånselsløs krig stødte han lansen ind og ind; for Nur al-Din havde længtes og følt et savn efter at holde skønne kvinder i favn, suge på læber efter at have bidt, løse deres hår og lade det falde frit og flagre under det vilde ridt, knuge kroppe og nippe til kinder, ride på brystet af disse kvinder med Kairos bevægelser for at vise deres gunst, med yemenitisk koketteri og uhæmmet brunst, med indisk dvælende dovenskab og nubisk lyst og lidenskab, med Nedre Egyptens surmuleri og Damiettas stønnen i eufori, med Øvre Egyptens liderlighed og Alexandrias kølighed. Alt dette var slavinden en mester i, ved siden af sin skønhed og sit koketteri.

Historier der foregår ved kaliffens hof, karakteriseres ved en høj grad af rimprosa, f.eks. Historien om Nur al-Din Ali ibn Bakkar og Shams al-Nahar hvor selv navnene rimer, og store dele af den høviske ridderroman om kong Umar al-Nu’man og hans sønner Sharkan og Daw al-Makan samt dennes tvillingesøster Nuzhat al-Zaman, alle navne rimet, er holdt i rimprosa.

 

Poesi

                      Digtene varierer i kvalitet. Nogle tilskrives kendte digtere − dog sjældent med navns nævnelse, så de fleste er i realiteten ukendte − mens andre lægges historiens personer i munden og indgår i historiens gang. De er alle gengivet på klassisk arabisk, ikke dialekt, og på et af de klassiske versemål med de rim der skal være. I en halv snes digte kan versemålet ikke identificeres, med det skyldes hovedsageligt at de er for korte eller mangelfuldt overleveret.

Der er eksempler på strofiske digte i Tusind og én Nat, men forbløffende få i betragtning af at de vandt indpas i slutningen af 900-tallet og siden hen blev almindelige. Den klassiske qasida-form er altdominerende.

Denne digtform går tilbage til førislamisk tid. En qasida består af verslinjer, og hvert vers består af to halvvers. En qasida kan være lang, op i nærheden af hundrede vers. Alle vers har samme enderim, og rimet introduceres i første halvvers af første vers. Bortset fra dette er første halvvers uden rim. Når første halvvers i første vers ikke er rimet, skyldes det enten at den pågældende sekvens af vers er taget fra et andet sted end digtets begyndelse, eller at det er et digt improviseret til lejligheden, og at amatøren ikke tager det så nøje. Versene følger samme versemål.

Ordet qasida betyder ’det der fører frem til et mål’. Digtet er tredelt, og den tredje del er målet, digtets sigte, som kan være lovprisning af en rig og mægtig person, fx en konge, en statholder eller en vesir, og målet er også den belønning lovprisningen vil medføre. I Tusind og én Nat møder vi en fattig beduin som kan leve et helt år af den belønning han får for én qasida. Digtets mål kan desuden være selvforherligelse, hånlig nedgørelse af en anden, klage over en afdød og lignende.

Den første del af digtet skal vække tilhørerens sarte følelser og gøre ham lydhør. Digtet indledes ofte med at digteren rider gennem ørkenen sammen med en eller to venner og pludselig får øje på de halvt udviskede spor af en lejrplads. Han genkender det sted hvor han som ung oplevede kærligheden, og beder sine venner standse. Han græder over sin tabte ungdom og kærlighed og mindes. Denne del indeholder kærlighed, længsel, sorg og savn. Vennen dadler ham for for hans nostalgi og formaner ham om at tage sig sammen. Det gør han i digtets anden del der er handlingspræget og målrettet. Her berettes om rejsen gennem ørkenen med dens farer og trængsler, ridedyret beskrives, naturen med dens vilde dyr og uvejr, beduindyder som tapperhed, troskab, gæstfrihed og gavmildhed.

I tidens løb kom qasidaens forskellige temaer til at udgøre selvstændige og meget kortere digte: kærlighedsdigte, vindigte, havedigte, naturdigte og jagtdigte, foruden de temaer der hører til i qasidaens tredje del, men nu optræder løsrevet: lovprisningsdigte, selvforherligelse, satire og elegi. Kærlighedsdigte, herunder beskrivelser af hjertets udkårne, er langt de hyppigste.

Når der faldt regn i ørkenen og wadien grønnedes, samledes nomaderne og slog lejr på denne græsgang. Her mødtes dreng og pige, sød musik opstod og bitter græmmelse når den ene stamme brød op og drog videre så de elskende blev skilt. De fleste kærlighedsdigte spiller på dette ørkenbeduintema.

Samtale og brevveksling i samme versemål og med samme rim er et særligt raffinement, fx i historien om en dreng der forelsker sig i en pige i skolen, en slavinde, og tilstår hende sin kærlighed i to vers skrevet på hendes tavle. Hun tilføjer to vers, og det samme gør skolelæreren og slavindens ejer da de finder tavlen og læser hvad der står:

 

Dreng:

Hvad siger du mon om den der er så elskovssyg at

han i sin kærlighed til dig snart er rablende skør?

Han klager over sin længselsfulde smerte og kan

nu ikke længere over elskov lægge et slør.

 

Pige:

Da vi har set en forelsket i en tilstand hvor han

er pint og plaget af længsel, vinder han vort gehør,

og han skal opnå hos os i kærlighed hvad han vil,

om vi så også vil blive ramt af modgangens bør.

 

Skolelærer:

Gå hen til den du har kær! Vær ikke bange for straf!

For den der elsker, er rådløs i sin elskov og ør.

Vær ikke bange for denne skolelærer, for han

har selv engang kendt til lidenskab af hvilken man dør.

 

Slaveejer:

Må Gud i evighed aldrig mere skille jer ad!

Lad den der bagtaler jer, snart blive udkørt og mør!

Men jeres lærer! Jeg har for mine øjne, ved Gud,

dog aldrig oplevet nogen større rufferkarl før!

 

De to unge får hinanden, for slavindens ejer sætter straks en ægteskabskontrakt op mellem dem.

Når qasidaens lange form med monorim brydes op, finder man strofer på fire, fem og seks linjer, med rim i forskellige mønstre, undertiden med omkvæd og næsten altid på et af de klassiske versemål. I den folkelige mawwal er hver strofe gennemrimet, med et nyt rim i hver strofe. Et eksempel på et digt i fem strofer, en ’femmer’, synges af den pukkelryggede hofnar. Han slår hænderne sammen for at markere rytmen, og han er fuld som en allike:

 

Gå tidligt hen til en skænk hvis datter

du snart omfatter!

’Før bruden frem, rigt udsmykket, atter,

til sang og latter!

 

Vis frem min brud, vinen, ren og fager,

her i mit bæger,

mit paradis, ven, der sindet læger

og vederkvæger!

 

Hør her, min ven, hvis dit hjerte banker

for disse tanker,

så skynd dig, fyld bægret fra dit anker,

og giv en dranker!’

 

Står havens træer for blikket sløret,

så er du pløret …

Billedet med vinen som den unge brud der defloreres og dekanteres, kan føres tilbage til den store digter Abu Nuwas, men det slående ved dette digt er de halvandet vers der ikke er der. Læseren må selv gætte: Måske har skrædderen og hans kone afbrudt ham netop her, eller måske har han i sin rus sat sig på halen …

Et eksempel på det modsatte, en mawwal der ikke mangler noget, men har en linje for meget, findes i historien om den unge guldsmed hvis kone har forladt ham. Han leder efter hende og er efter ubeskrivelige besværligheder kommet til Waq-øerne hvor en gammel kone lover at hjælpe ham. Hun beder ham beskrive sin kone, og han adlyder, først i rimprosa, med nøglen til løsningen af den efterfølgende gåde, så i et traditionelt digt, med nøglen til løsningen af den efterfølgende gåde, og til sidst i en utraditionel mawwal.

Min hustrus ansigtstræk er søde, hendes kinder er så bløde, hendes hals er lang og slank, øjnene sorte uden skavank, som rød anemone er hendes kind, munden karneol som en ring med sten, fra munden glimter tænder som hvide lyn, og man glemmer vinglas og kande ved dette syn; hun blev til i skønhedens tempel og bærer fuldkommenhedens stempel, kaliftronen står mellem hendes lår; aldrig så man som den en helligdom, og digteren siger med rette derom:

 

Det ord der gør mig ør, forvirret og fortabt,

dets bogstavrække er på to, og det er kendt:

Fem gange fire giver tyve, lig med k,

ti gange seks er tres, lig s; så er man tændt!

(Bogstaverne har talværdi. På arabisk noteres vokaler ikke og dobbeltkonsonanter kun med ét tegn. Ordet skrives ks og udtales kuss, med samme betydning som på dansk)

Herpå brast Hasan i gråd og sang denne mawwal:

 

Jeg har det som en hindu der har tabt sin skål,

som en kurer med brækket ben før endemål,

en træt og syg med store sår og stik af nål,

som den hvis syv blev skåret af fra tyve; Gud

forbande hver en ni, i savnets hede bål.

(Tyve kendes fra digtet før, syv svarer til bogstavet z, zibb = pik, og ni svarer til bogstavet t, tawashi, gilding, eunuk)

En mawwal består af strofer, hver med fire gennemrimede verslinjer. Her er fem verslinjer, og den femte rimer ikke og står ydermere inde i digtet så den ikke kan forveksles med et omkvæd. Prøver man at fjerne denne linje og erstatter første ord i sidste linje med ’forbandet’, har man et pænt og artigt digt som intet menneske kan forstå. Fjerde linje er nøglen til gådens løsning, og de to tabuord er kamufleret som talværdier.

Unge Hasan genfinder sin elskede, og alt ender lykkeligt.