Af Kjeld Bjørnager
Faglighed møder virkelighed var et tema for en paneldiskussion på Hieronymusdsagen d. 30. september. Lad mig bidrage med et eksempel fra teaterverdenen.
Jeg har netop afsluttet en eller rettere to oversættelser af Anton Tjekhovs skuespil Skovtrolden, som aldrig tidligere har været vist på danske scener eller oversat overhovedet.
Hvorfor to oversættelser? Den første er faglighed, idet den udtrykker, hvad jeg mener, at Tjekhovs tekst siger, så godt jeg har kunnet formulere det. Den anden udtrykker virkelighed på den måde, at man så at sige aldrig sætter et skuespil op på noget teater, uden at det er bearbejdet i større eller mindre grad. Min anden oversættelse af skuespillet er en bearbejdelse på den måde, at jeg har forenklet tiltaleformer, da russisk har ret varierede og forskellige tiltaleformer, som kan være vanskelige at holde styr på for et dansk publikum. Jeg har ændret måden at bruge ’du’ og ’De’ på, for på russisk er brugen af de to former mere fleksibel end på dansk. Mennesker, som i princippet er dus, kan blive Des, hvis stemningen mellem dem bliver lidt kølig. Det vil et dansk publikum næppe genkende. Videre bruger man på russisk en række enheder for mål, vægt og afstande, som også normalt fastholdes ved oversættelse af skønlitteratur, men ved en scenisk realisering vil de formentlig opleves som små bremseklodser, som eventuelt kan aflede opmærksomheden fra det mere væsentlige.
Og så er der sproget! Tjekhov skrev på et rigt og nuanceret russisk, et russisk, som de fleste russere i dag også vil kunne forstå uden vanskeligheder, men han trak på latinske udtryk og anvendte en del klassiske omskrivninger, som unge mennesker i dag ikke genkender, ikke i Rusland og heller ikke her. Jeg har i min første oversættelse forsøgt at fastholde det ”dannelsesniveau”, som Tjekhovs tekst forventer af sin læser (og af publikum), men i den anden har jeg forsøgt at gøre det lettere tilgængeligt for unge danskere af i dag ved at skrive f.eks. ”en evighedsmaskine” i stedet for perpetuum mobile.
Og mere generelt om sproget. Da jeg for godt 10 år siden skulle levere en oversættelse af Tjekhovs skuespil Ivanov til Det kgl. Teater, blev jeg af den dramaturg, der var koblet på sagen, stillet over for kravet om at skrive i et sprog, som unge mennesker kunne forstå. Det var iscenesætteren Klaus Hoffmeyers krav, så jeg blev heglet igennem med spørgsmål som ”Ville unge mennesker sige sådan?”, og ”Vil unge mennesker kunne forstå det?”. Det var en interessant og på mange måder berigende proces. Min oprindelige oversættelse af Ivanov var så tæt på Tjekhovs tekst, som jeg kunne formulere den uden at være arkaiserende eller for tæt på moderne slang. Men det var lærerigt at få den gennemarbejdet ud fra unge menneskers sproglige modtagelighed i dag. Da jeg kort tid efter udgav Ivanov på Husets Forlag i 2000, var det dog den mere fuldstændige og tjekhovtro version, jeg lod trykke.
Det fik mig til at overveje sproget generelt i Skovtrolden – hvordan kunne jeg gøre det umiddelbart tilgængeligt for unge mennesker? Jeg kan ikke tale eller skrive som unge mennesker i dag. Det ville være kunstigt, hvis jeg forsøgte. Derfor søgte jeg hjælp hos et par begavede unge mennesker, min niece, som går i 2.g og er 18 år gammel, og en dramaturgistuderende pige midt i tyverne. De gjorde sig den ulejlighed at gå oversættelsen igennem hver for sig sammen med mig og pege på ting, der var uforståelige for dem, udtryk, som de aldrig ville bruge, eller vendinger, som de fandt mærkelige. Det siger sig selv, at de påtog sig rollen som rådgivere for mig, ikke som tekstvaskere. Det måtte jo i sidste ende være mig, der skulle tage ansvaret for, at oversættelsen hang sammen rent stilistisk.
Man kunne så spørge: Hvorfor ikke kun gøre den anden, modificerede eller lettere bearbejdede version tilgængelig? Fordi der stadig eksisterer ihærdige og samvittighedsfulde iscenesættere, som gerne vil vide, hvad der egentlig står hos Tjekhov, og som måske vil bruge de nuancer til tiltaleformer og du/De – som der ligger i den russiske tekst til at spille på. For disse nuancer har betydning, og selv om man ikke kan udtrykke dem i sproget på scenen, så vil man kunne bruge dem som tilskyndelser til at spille den underliggende betydning frem.
Derfor har jeg præsenteret en række teatre for disse to versioner af Skovtrolden og håber også inden længe at kunne gøre dem alment tilgængelige, måske som e-
bøger.
Det er så mit eksempel på, hvordan saglighed møder virkelighed, i forlængelse af paneldiskussionen på Hieronymusdagen.