Af Jørn Boisen
Tre nuancer af erotisk litteratur
Erotisk litteratur altid haft en temmelig tvetydig status og ligner på den måde erotikken selv. Erotiske repræsentationer går tilbage til tidernes morgen, og de har på den ene side været forbundet med det allerhelligste og på den anden side været tabuiserede. Det erotiske, ligesom det hellige, befinder sig således i randområdet af det normale, daglige liv. Der har imidlertid altid været en sund interesse for emnet, så siden opfindelsen af det første massemedie, den trykte bog, har der været en livlig produktion af erotisk litteratur.
Man kan inddele denne erotiske produktion i tre hovedkategorier: den pornografiske, den utopiske og den filosofiske. Rent kvantitativt er den pornografiske dominerende. Her er historien og personerne ikke meget mere end et let gennemskueligt påskud for at vise seksuelle aktiviteter så ofte som muligt og så direkte som muligt. Det er udpræget brugslitteratur. Den er et middel til at nå et mål, hvilket det hævdvundne franske udtryk, littérature à lire d’une seule main (“litteratur, som skal læses med én hånd”), rammer ganske præcist.
Den utopiske erotisme er et typisk modernistisk fænomen. Det er en strømning, der eksplicit vender sig mod undertrykkelsen af menneskets driftsliv, og som hævder, at seksuel frigørelse vil føre til menneskehedens lykke. Den får først og fremmest sin intellektuelle energi fra psykoanalysen og fra forskellige utopiske strømninger fra Charles Fourier over surrealisterne til det konglomerat af idéer, som vi kalder “1968”. De litterære skoleeksempler er D.H. Lawrences Lady Chatterleys elsker og Emmanuelle Arsans en del mere subtile Emmanuelle-serie, men tendensen har været dominerende en stor del af det 20. århundrede.
Den sidste strømning er mere interessant: Det er den filosofiske erotisme. I løbet af oplysningstiden opdager man, at man kan bruge den pornografiske litteratur til forskellige kritiske formål. I første instans anvendes temmelig platte pornografiske pamfletter til kritik af kirken og monarkiet (især Marie-Antoinette), men siden begynder oplysningsfilosofferne at vende blikket mod selve det erotiske. Den erotiske libertinage får dermed både en politisk, etisk og filosofisk dimension, og erotikken bliver et middel til at udforske den menneskelige tilstand. Det er i denne strømning, at vi finder nogle af det 18. århundredes virkelige mesterværker, Laclos’ Farlige forbindelser og Vivant Denons Ingen morgendag. Her drejer det sig hverken om at score kassen eller lave propaganda for lysternes frie udfoldelse, men om at udforske og forstå det erotiske. Det er også her, vi bør placere markis de Sade og, lidt tættere på os, forfattere som Georges Bataille, Vladimir Nabokov og Milan Kundera. Det er selvfølgelig også denne tradition, som Pauline Réage og O’s historie tilhører.
Sublimering
O’s historie er fuldt fortjent blevet en af den erotiske litteraturs moderne klassikere. En ung kvinde, O bliver beordret ind i en bil af sin elsker, René. Allerede i bilen blive hun beordret til at tage sit undertøj af, og så bliver hun kørt til et lille château i Roissy uden for Paris. Her bliver hun introduceret til et hemmeligt selskab, og dermed begynder en rejse ind i et ukendt territorium med komplekse forbud, påbud, ydmygelser og afstraffelser. Men hun udholder det hele, for hun forstår, at jo mere hun udholder, jo mere beviser hun sin kærlighed. Det er en form for lutring, renselse gennem straf og nedværdigelse.
Bogen udkom samtidig på fransk og engelsk i 1954 , og der gik ikke længe, inden den vakte opsigt med sine sadomasochistiske sexscener og sin koncise prosastil. Pauline Réage var et pseudonym, så gætterierne gik på, hvem forfatteren til dette værk fuldt af begær, dominans, ydmygelse, masker, kæder og piske mon kunne være. Først midt i 1990’erne, godt 40 år efter udgivelsen, blev mysteriet opklaret. Forfatteren var en af den franske intelligentsias helt store damer, Dominique Aury (1907-1998). Hendes fødenavn er Anne Cécile Desclos, men som skribent og kritiker havde hun, siden hun var midt i tyverne, brugt det androgyne Dominique Aury. Hun var ledende redaktør på Frankrigs fornemste forlag Gallimard og ridder af Æreslegionen. Det kunne ikke være meget finere.
Dominique Aury var 47, da hun skrev bogen. Hun har selv senere beskrevet, hvordan hun lå i sin seng om natten og uden ophør eller tøven skrev side på side med blyant i sine kladdehæfter. Det var ikke meningen, at værket skulle udgives. Hun skrev for sin elsker, den store franske litteraturkritiker Jean Paulhan. Hun følte, at hun var ved at miste ham, og hun ville forføre ham med ord. “Jeg var ikke ung, og jeg var ikke specielt pæn, sagde hun senere. Jeg havde brug for noget, der kunne interessere en mand som ham.”
Og Paulhan interesserede sig for erotisk litteratur, han havde bl.a. skrevet forordet til Sades mest yderliggående værk De 120 dage i Sodoma, som han var meget begejstret for. Sammen havde de diskuteret Sade; hun havde sagt, at hun nok mente, at hun kunne skrive noget lignende, mens han hævdede, at det kun var mænd, der kunne skrive rigtig erotisk litteratur, så hun tog udfordringen op.
Der er mange reminiscenser af Sade i O’s historie: slottet, der udgør den klaustrofobiske ramme; handlingen, der er organiseret omkring en række optrin, hvor oplevelserne stadig intensiveres; de mange regler, der forlener begæret med en paradoksal præcision og pligtfølelse. Derudover finder man i O’s historie en tredjepersonssynsvinkel (med udstrakt brug af dækket direkte tale), der er sjælden i pornografi, og som giver fortællingen en ejendommelig kølighed og objektivitet.
Aury viste Paulhan, hvad hun havde skrevet, og han var begejstret. Han mente, at det burde udgives, men at det ville være bedre, hvis det var en hel roman. Så Aury gik i seng igen og fortsatte teksten. Det er ret tydeligt i romanen, hvad der hører med til det første udbrud af spontan kreativitet, og hvad der kommer efter. Det lykkedes dog Aury at ramme romanformatet. Teksten hænger sammen, der er stadig adskillige stærke steder, men cirka halvvejs begynder handlingen at miste lidt af sin retning. De første 60 sider er rødglødende af erotisk intensitet, men ligesom Sade løb Aury ind i den pornografiske romans strukturelle problem: Det er pokkers svært at fortsætte et evigt crescendo. Efterhånden som udskejelserne bliver mere ekstreme – og det er jo hele pointen – falder de mere almindelige læsere fra, og på et tidspunkt går gassen af ballonen. Det indså Dominique Aury, og hun holdt op med at skrive nærmest fra den ene dag til den anden. Hun fjernede det sidste kapitel og angav i en lille note to mulige slutninger, hvor O enten bliver forladt eller dør.
Bogen blev en kæmpesucces, både i Frankrig og på verdensplan. I 60’erne var det den bedst sælgende franske roman uden for Frankrig. Forfatterens identitet var imidlertid stadig kun kendt af en halv snes mennesker, men i 1968 døde Paulhan, og Aury følte, at hendes eget liv også var slut. De var aldrig kommet til at leve sammen, men hun sagde senere, at årene med ham, var de sidste, hvor hun havde været i live. Da han døde, stoppede alt, sagde hun. Mens hun besøgte ham på hospitalet, og han lå bevidstløs, skrev hun en mindre tekst, ”En forelsket pige”, der gribende – men med den sædvanlige kølige tredjepersons fortæller – beretter om Aurys skjulte kærlighedsforhold til Paulhan og om, hvordan O’s historie blev til. Den blev kort efter udgivet sammen med det oprindelige, men bortredigerede afslutningskapitel under titlen Tilbage til Roissy (alle tre tekster er udgivet samlet i den nye danske oversættelse). ”En forelsket pige” er en lille perle, men slutkapitlet er ikke helt på niveau med resten af romanen, og det er lidt af en gåde, hvorfor Aury udgav den. Måske ville hun omsider have sandheden om forholdet til Paulhan frem, og havde brug for flere sider, så en nyudgivelse kunne retfærdiggøres. Måske var hun blevet ligeglad med det hele. I hvert fald trak hun sig kort efter tilbage fra en verden, der tydeligvis var holdt op med at interessere hende.
At oversætte erotika
Som oversættelsesprojekt er O’s historie forbavsende ligetil. Ikke fordi erotika som sådan er ukompliceret, for når det gælder det obskøne, har forskellige sprog ganske forskellige strukturer, der bestemmer distributionen af erotikkens vokabularium over de forskellige registre fra det medicinske over det eufemistiske, det barnlige, det dagligdags og det sjofle til det direkte ulækre. Noget af det sværeste, der findes, er at være sjofel på den rigtige måde på et fremmedsprog. Prøv selv.
(Sammenhængen mellem det erotiske og ordene til at betegne det er i øvrigt et traditionelt tema i fransk poesi. Se bl.a. Gabriel-Charles de Lattaignants (1697-1779) fantastiske ”Les mots et la chose”, som man 200 år efter finder en reminiscens af i Georges Brassens ”Le blason”).
Dertil kommer, at metaforikken generelt er uoversættelig. Kun de færreste obskøniteter kan oversættes direkte fra et sprog til et andet. På dansk har vi for eksempel ikke for vane at kalde en kusse for en abrikos, en fersken, et hindbær, en musling, ruder es eller noget andet, der tilsyneladende giver mening for en franskmand.
Det er imidlertid ikke noget, som oversættere af pornografisk erotisk litteratur hænger sig specielt i, da de som regel gør sig endnu færre illusioner om værkets litterære kvaliteter end forfatteren selv. Som sagt er det brugslitteratur, og så længe safterne sprøjter, er der ingen, der stiller spørgsmål. Her hersker målsprogets system suverænt over kildesproget.
Sagen stiller sig imidlertid helt anderledes, når det drejer sig om en anerkendt litterært værk som O’s historie. Her kommer den erotiske ophidselse som en slags bonusgevinst til den litterære nydelse, og oversætterne er nødt til at respektere forfatterens stilistiske valg.
Heldigvis (i hvert fald for oversætterne) er Aurys sprog fuldstændig klassisk. Ikke blot klassisk på den måde, at det er absolut blottet for alt, hvad der hedder slang, sjofle ord og fantasifulde obskøniteter (der er ikke et eneste frækt ord i O’s historie). Det er klassisk på samme måde som Madame de Lafayettes La princesse de Clèves (1678) er det: Den udtrykker hele det verdenssyn, den etik og den æstetik, der ligger bag den franske klassicisme, som den udfoldede sig i 1600-tallet. Mennesket er en vulkan af ukontrollerbare drifter og ødelæggende impulser; hvis det overlades til sig selv vil alt gå under i kaos (man skal huske, at Europa på den tid lige var kommet ud af godt hundrede års fanatiske borger- og religionskrige, så tesen var ikke helt grebet ud af luften). Derfor blev reaktionen i Frankrig det ideal om ligevægt, selvkontrol og klarhed, der siden har været centralt i den franske selvforståelse.
Det er lige præcis spændingen mellem det lidenskabelige og grænseoverskridende pornografiske indhold og det klassiske stilideal med dets krav om kølighed, kontrol og absolut præcision i udtrykket, det gør O’s historie til noget helt særligt.
Det stiller det krav til de to oversættere, Agnete Dorph Stjernfelt og Maria Marcus, der sammen og hver for sig har oversat de to tekster, O’s historie og O vender tilbage, at de kan transponere denne kølige stil og gøre den tidssvarende og vedkommende. Jeg har læst oversættelsen sideløbende med den franske originaltekst, og jeg synes, at det lykkes beundringsværdigt godt. Sprogtonen rammes helt rent, Teksten føles lige så naturlig på dansk, som den gør på fransk, og oversætterne skal roses for at have opnået dette ved at være tro mod forfatterens stil og ikke ved at have fordansket teksten. Det ligger naturligvis i det klassiske ideal om ligevægt, at man privilegerer det fælles, det almene og det naturlige frem for det personlige, det private og det sære, og det gør det klassiske mere oversætteligt. Kun sjældent tvinges oversætterne til kreative feberredninger, fordi sætningen ikke kan gengives præcist på meningsfuldt dansk.
Jeg faldt faktisk kun over et par steder, hvor jeg faldt lidt i staver over de foretagne valg. Det første sted er oversættelsen af titlen Retour à Roissy, der på dansk er blevet til O vender tilbage. Principielt mener jeg, at man skal være fundamentalistisk med titler, men jeg kan godt forstå det forlagstekniske fif med at lade navnet O indgå i titlen på det andet bind også, især fordi Roissy for mange danskere giver de helt forkerte associationer, ikke til et slot, men til en enorm og temmelig grim lufthavn fyldt med sure og ildelugtende rejsende.
Det andet sted er helt i begyndelsen. Under den første seance i Roissy kommer der nogle fremmede personer og giver O ordrer, ”en la tutoyant” – ”og de sagde du til hende”. På fransk er det lille adverbialled fuld af information: Det angiver et absolut dominansforhold; ingen ville finde på at sige ”du” til en voksen kvinde, som de ikke kender, medmindre man bevidst vil ydmyge hende, eller (muligvis) det er en prostitueret. Spørgsmålet om ”De” eller ”du” er altså ikke ligegyldigt på fransk. Brugen af ”du” angiver, at en grænse bliver overskredet. Men hvordan skal man oversætte det til dansk? Man kan sagtens oversætte sætningen, men indholdet kan ikke kommunikeres, for ingen normale danskere forstår længere, hvor afgørende skellet mellem ”du” og ”De” kan være på fransk. Skal man bare oversætte leddet, og så være ligeglad med, om det forstås? Skal man oversætte og eksplicitere betydningen på en eller anden måde? Eller skal man bare lade være med at oversætte det?
Oversætteren vælger her at udelade ”en la tutoyant” i oversættelsen, og jeg vil efter moden overvejelse give hende ret. Sætningen lyder, uanset hvordan man vender og drejer den, underlig malplaceret på dansk (lidt ligesom Johannesevangeliet 18:11: ”Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus” – omtalen af tjenerens navn får på en eller anden måde den højspændte fortælling til at slå et sving til siden, væk fra det egentlige). Man mister en lille nuance, der er relevant i den franske tekst, men som blot virker forstyrrende i den danske, og som heldigvis kompenseres af andre elementer i scenen. Det er alt i alt mere end godkendt.
O’s historie er et værk, hvor paradokserne står i kø: den mest ekstreme lyst gengivet i den mest kontrollerede form, udskejelser og nedværdigelse sat i ord af en midaldrende kvinde fra det bedre borgerskab, en kvinde der aldrig bar makeup, som i alle forhold var ordentlig langt ud i det pertentlige, og som samtidig var engageret i en ægte lidenskabelig og ulykkelig kærlighedshistorie. Der findes vel næppe nogen anden bog, der på samme klare måde demonstrerer seksualitetens komplekse og dæmoniske natur. Det forlyder, at erotika er ved at overtage krimiens plads som forlagsbranchens storsællert. Men samtidig vokser mængden af litterært interessant erotik ikke synderligt. Det er godt, at vi nu har fået et af de sjældne mesterværker i en smuk dansk oversættelse.
Jørn Boisen