Af Ebbe Klitgård
På opfordring og med tak til redaktionen vil jeg gerne her præsentere min doktordisputats Chaucer in Denmark: A Study of the Translation and Reception History 1782-2012, som blev forsvaret på Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet i marts 2013. Disputatsen har forhåbentlig særlig interesse for babelfiskens læsere, fordi den trods titlen faktisk også fortæller en bredere historie om oversat litteratur fra engelsk og klassikeroversættelser i de seneste ca. 230 år. Bogen kan i øvrigt erhverves via http://www.universitypress.dk/shop/chaucer-in-denmark-3209p.html. Endvidere vil der om kort tid være et redigeret uddrag fra afhandlingens kapitel 8 frit tilgængeligt via linket http://globalchaucers.wordpress.com/, hvor jeg analyserer Flemming Bergsøes oversættelse af Chaucers Konen fra Bath fra 1943. Nedenfor følger først en lettere revideret version af disputatsens danske abstract og efterfølgende en smagsprøve på en oversættelses-analyse.
Abstract
Som særlig case analyserer jeg i afhandlingen den danske oversættelse og reception af den største engelske middelalderforfatter Geoffrey Chaucer (1340?-1400) fra 1782 til i dag. Som kontekst for undersøgelsen, der består af detaljerede oversættelsesanalyser og grundig diskussion af en større mængde kilder, behandles den overordnede historie om engelsk i Danmark fra oplysningstiden til i dag. Der er i denne forbindelse fokus på det engelske sprogs status i forhold til tysk og fransk, både i uddannelsessystemet, i sprogets øvrige udbredelse og i den oversatte litteratur. Således er afhandlingen en eksemplarisk undersøgelse af en enkelt klassisk engelsk forfatter i et bredere dansk kulturhistorisk perspektiv.
Efter en introduktion til kilderne og metodiske og teoretiske overvejelser i de to første kapitler, behandles i kapitel 3 dramatikeren Johan Herman Wessels Feen Ursel og engelskprofessoren og forfatteren T.C. Bruuns Slagelse-Madamen, som er de tidligste kilder fra hhv. 1782 og 1823, der er baseret på en af Chaucer Canterburyfortællinger, nemlig hhv. The Wife of Bath’s Tale og prologen til samme fortælling. Jeg viser i min sammenlignende analyse, at Feen Ursel efter adskillige transformationer gennem franske og tyske versioner ikke længere har ret meget at gøre med Chaucer, og at også Bruuns tekst, som er oversat fra Popes version af prologen, har mistet Chaucers bid og vid, men til gengæld givet sit daværende, overvejende engelsk-fjendtlige publikum en morsom dansk figur gennem en konsekvent såkaldt domestication-strategi, hvor Chaucers Wife of Bath bliver til en kone fra Slagelse, der spiser god dansk kost og tager til København på dagudflugt.
I kapitel 4 behandles den første grundige fremstilling om Chaucer i Danmark, skolebestyreren og kvindesagsforkæmperen Louise Westergaards Engelske digtere: Chaucer fra 1853, med baggrund i Westergaards rolle som engelsk-pionér i et ellers stærkt national-liberalt klima. Jeg viser hvordan Westergaards Chaucer-hæfte består af en særegen blanding af introduktion, redigeret originaltekst, oversættelse, referat og kommentar, og jeg har særlig fokus på en engageret præsentation af The Clerk’s Tale. Mens Chaucers værker her nok bliver værdsat på fornem vis, så er den første akademiske diskussion to studier af Theodor Bierfreund i hhv. 1891 and 1892, som jeg i afhandlingens kapitel 5 tilbageviser som meget mangelfulde og direkte inkompetente. I samme kapitel behandler jeg som hovedkilde den store sprogforsker Otto Jespersens helt anderledes begavede fremstilling af Chaucers værk i monografien Chaucer fra 1893, et hidtil stort set overset ganske markant bidrag til Chaucer-forskningen, som bygger på Jespersens grundige orientering i den tyske filologiske tradition såvel som egne studier. Jeg viser her, at der går en lige linje fra denne tradition gennem Jespersen til dennes senere i Chaucer-forskningen berømte elev Aage Brusendorff, hvis epokegørende The Chaucer Tradition bygger bro mellem den tyske og den engelske Chaucer-forskning (kapitel 7).
I kapitlerne 5-7 behandles udover de første leksikon- og lærebogsfremstillinger om Chaucer også Niels Møllers oversættelser fra 1880’erne og 1890’erne og de første mere autoritative oversættelser af hhv. The General Prologue og The Nun’s Priest’s Tale ved Uffe Birkedal fra 1911 og 1913. Jeg viser her, at Birkedal vælger et meget arkaisk dansk og desuden oversætter alt til danske forhold, inkl. Geoffrey Chaucers fornavn, som bliver til Gotfred. Kapitel 7 behandler også Margrethe Thunbos Canterbury Tales-genfortællinger for børn fra 1929, og her sammenligner jeg med Westergaards Chaucer-hæfte for samme aldersklasse, mens senere Chaucer-fortællinger for børn af hhv. Cecil Bødker og Aage Nørfelt, fra 1960’erne, behandles i kapitel 10. I kapitel 10 diskuteres endvidere en lang række kilder fra 1960 til i dag, der med meget svingende kvalitet behandler den store middelalderdigter, og jeg analyserer en række mindre oversættelser, der ofte optræder i usædvanlige sammenhænge.
I kapitel 8 og 9 ligger en stor del af afhandlingens tyngde i nogle grundige oversættelsesanalyser. Jeg viser i kapitel 8 hvordan især maleren Flemming Bergsøe banede vej for seriøs Chaucer-oversættelse til dansk med sin Konen fra Bath fra 1943, men at også oversætteren Lis Thorbjørnsen og især digteren Jørgen Sonne bidrog med en række vigtige Chaucer-oversættelser fra efterkrigsårene, som i det hele taget er rig på litterære oversættelser fra engelsk. Hovedkapitlet i afhandlingen er dog kapitel 9, hvor jeg analyserer og diskuterer de to komplette eller næsten komplette oversættelser af The Canterbury Tales fra 1950’erne, Mogens Boisens prosaoversættelse og Børge Johansens gendigtning. I kapitel 8 og 9 gives grundig oversættelseskritik, hvor jeg både analyserer revisioner, oversættelser og noteapparat. Desuden sammenlignes forskellige oversættelser, inklusive moderne engelske oversættelser. Herved afsløres blandt andet, at Boisen har plagieret ved ikke at oversætte direkte fra Chaucer, men fra Lumianskys amerikanske prosaoversættelse. Som jeg også viser, bør Boisens ofte mesterlige dansk dog respekteres højt, selv om Johansen uden tvivl er den hidtil vigtigste Chaucer-oversætter, bl.a. med en dygtig gengivelse af Sir Thopas, Chaucers bevidst mislykkede ridderromance. Jeg viser dog også at Johansens sprog gennemgående er så gammeldags, at en ny dansk Canterbury Tales-oversættelse er tiltrængt.
I den overordnede konklusion opsummerer jeg afhandlingens kapitler og viser de væsentligste resultater. Jeg konkluderer blandt andet at klassikeroversættelser er en så krævende genre, at forlagene ikke blot bør stille gode redaktører og korrekturlæsere til rådighed for oversætteren, men også faglige konsulenter. Endvidere viser mine analyser af de mange leksikonfremstillinger og lignende forfatterpræsentationer, at fejl og mangler ofte overtages og gentages fra tidligere fremstillinger, og at et seriøst forlag derfor bør se sig grundigt om efter kompetente skribenter og redaktører.
Afslutningsvis argumenterer jeg for, at jeg har flyttet grænserne for litterære oversættelses- og receptionsstudier ved at insistere på en særdeles grundig emnebehandling, herunder udtømmende analyser, inkl. sammenlignende analyser på baggrund af kulturelle og historiske udviklinger. Jeg har benyttet den brede ramme ”engelsk i Danmark” som afsæt for min fortælling om ”Chaucer i Danmark”, og jeg har samtidig vist, hvordan denne ramme udgør en kompleks kontekst med mange facetter. Afhandlingen er det første forsøg på at behandle hele historien om engelsk i Danmark både med et nuanceret breddeperspektiv og gennem et eksemplarisk dybdestudie af oversættelse og reception af en enkelt forfatter.
Analyseeksempel, afhandlingens kapitel 9, 221-25, om Børge Johansens oversættelse af Chaucers romanceparodi Sir Thopas og om sammes oversættelse af begyndelsen af The Canterbury Tales (Johansen, Børge V., ovs., Geoffrey Chaucer: Canterburyfortællingerne I-II. Copenhagen: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1958):
Starting with the frame of Sir Thopas, where the Host first encourages Chaucer as one of the pilgrims to tell his tale, then interrupts him in order to stop his bad poetry and have him tell a tale in prose, Johansen strikes a merry note that elegantly meets the demands of Chaucer’s self-parody:
”Fortæl du nu, som før de andre har, [”Now you tell a tale, as before the others]
og lad os faa en med lidt Lystighed.” [And let us have one with a bit of merriment”]
”Tag ej det ilde op,” gav jeg til Svar, [“Take it in good part,” I gave as answer]
”jeg har en Vise kun at komme med, [”I only have a song to offer]
Som jeg har lært et eller andet Sted.” [which I have learned some place or other.”]
”Ja, det er godt,” han svared, ”lad os høre. [“That’s all very well,” he answered, ”let us hear]
Han ser da ud til Spas at kunne gøre.” [He looks as if he can jest”]
[…]
”Hold op, hold op, for Guds Barmhjertighed,” [”Stop, stop, for the mercy of God”]
skreg Værten, ”for jeg er saa led og ked [Cried the Host, ”for I am so sick and tired]
af det fordømte Vaas, du har at byde, [Of all the damned Nonsense you have to offer]
at jeg – saa sandt Guds Naade jeg maa nyde – [That – as true as God’s grace I enjoy -]
har ondt i Ørerne af dine Brokker. [it hurts my ears to hear your scrapheap]
I Vers af denne Slags jeg giver Pokker! [I do not give a damn about this kind of verse]
Det er jo bare Knyttelvers, det der.” [What you say here is only Knüttelvers.”]
(Johansen 1895-1901 and 2109-15)
“Sey now somwhat, sin other folk han sayd;
Tel us a tale of mirthe, and that anoon;”
“Hoste,” quod I,”ne beth nat yvel apayd,
For other tale certes can I noon,
But of a ryme I lerned longe agoon.”
“Ye, that is good,” quod he; “now shul we here
Som deyntee thing, me thinketh by his chere.”
“No more of this for goddes dignitee,”
Quod oure hoste, “for thou makest me
So wery of thy verray lewednesse
That, also wisly god my soule blesse,
Myn eres aken of thy drasty speche;
Now swich a rym the devel I biteche!
This may wel be rym dogerel,” quod he.
(Skeat, B 1894-1900 and 2109-15)
As explained by Johansen in his introduction (vol. I, 26) he has tried to obey Chaucer’s metre as far as possible, but in some cases he has found it necessary to change the rhyme pattern. This is not surprising, and certainly as we see here, he has been able to come up with rhyming, but also sufficiently dubious poetry in Sir Thopas, sensibly assuring his readers in an explanatory note that this is supposed to be a romance parody (307). Among the fine details of poor style in the first of the stanzas is a subject-verb inversion in the inquit “han svared”, and the inversion of object and infinitive in “Spas at kunne gøre.” The short and precise Danish idiom “spas” covers Chaucer’s “Som deyntee thyng” well, as does the equally short, derogatory “vås” for Chaucer’s “verray lewednesse” in the latter of the two quotations. The most ingenious idiom in this part, however, is “knyttelvers” in the last line, translating Chaucer’s “Rym doggerel”. Johansen has resorted to a term known especially from medieval German verse, hence my German back-translation. According to Ordbog over det Danske Sprog [ODS, Dictionary of the Danish Language] “Knyttelvers” or “Knittelvers” was also in Danish a ”nedsættende betegnelse for tarvelige, knudrede vers af folkelig art” [a derogatory term for primitive, rugged verse of a popular kind] (ODS, vol. 10, 926-7). Johansen relies on a well-educated readership by selecting this exquisite term, or he simply allows himself the pleasure of a precise implicit reference and a wonderful, now lost idiom.
One more example from Sir Thopas will suffice:
“Jeg give [I shall]
Dig skal et hul i Maven svær, [admit you a hole in your fat belly]
Før primen er os rykket nær, [before the prime of day has moved in on us]
For her du dræbt skal blive!” [for here you shall be killed]
(Johansen 2013-16)
“Thy mawe
Shal I percen, if I may,
Er it be fully pryme of day,
For heer thou shalt be slawe.”
(Skeat, B 2012-15).
Readers familiar with Danish will appreciate the hopelessness of both syntax and poetic diction, again with inversion, this time of subject and adjective (“Maven svær”) and of infinitive and participle (“dræbt skal blive”). Idiomatically “Maven svær” is also another brilliant Danish archaism associated with low style romance. The choice of “primen” rather than the neutral “den tidlige morgen” [early morning] is similarly archaic and poetically too solemn, lofty and thus pathetic in connection with this knightly encounter.
I now turn to the most famous lines from Chaucer and consider Johansen’s version of the first lines of the General Prologue, here with Chaucer’s lines first:
Whan that Aprille with his shoures sote
The droghte of Marche hath perced to the rote,
And bathed every veyne in swich licour
Of which vertu engendred is the flour;
Whan Zephirus eek with his swete breeth
Inspired hath in every holt and heeth
The tendre croppes, and the yonge sonne
Hath in the Ram his halfe cours y-ronne,
And smale fowles maken melodye,
That slepen al the night with open yë
(So priketh hem nature in hir corages);
Than longen folk to goon on pilgrimages,
(Skeat, A 1-12)
Naar maaneden April med søde Byger [When the month of April with sweet showers]
den tørre Martsjord overalt bestryger, [coats the dry March earth everywhere]
og Væden i hver Sprække siver ned, [and the moisture seeps into every crack]
saa der et Blomsterflor opstaar derved; [so that a profusion of flowers is created by it]
imedens Zephyr med sin milde Vind [whilst Zephyr with his mild wind]
i spæde Skud ny Livskraft blæser ind [blows new vitality into tender shoots]
i Mark og Skov, og nu af Væddertegnet [in field and forest, and now by the sign of the Ram]
paa Himlen Solen er kun halvt omhegnet, [the sun in the sky is only half fenced in]
og Fugle smaa med Sang sig maa fornøje [and small birds with song must please themselves]
og sover Natten lang med aabent Øje [and sleep all night with an open eye]
(Naturen dem i Sindet saadan plager), [(Nature does so their minds torment)]
Folks længsler da paa Pilgrimsfærd dem drager [That is when people’s longings make them want to go on a pilgrimage]
(Johansen, General Prologue, 1-12)
Johansen’s translation works rather well as poetry and also covers Chaucer’s meaning without pedantic formal equivalence and a strictly corresponding metre. Johansen expects of his reader that he or she understands names like “Zephyrus” (5), but occasionally, as in “Væddertegnet” (7), which in Danish specifies that it is the sign of the Ram, makes the reference clearer. David Wright in his 1985 translation, by comparison, skips “Zephyrus” altogether and simply writes “the west wind”, and when he gets to the Ram makes aid of the specification “Aries”. This is indicative of Wright’s general strategy of reader pedagogy, or perhaps more precisely considering his intended primary readership, student pedagogy. Lumiansky, Coghill, Boisen and Johansen, translating in the 1940s and 50s did not have students as their main target group, and perhaps for that reason have all come up with a translation of this first part of the prologue that demands more implicit knowledge on the part of the reader. Boisen, following Lumiansky, has made the choice of leaving out explanatory notes altogether, and this means that he is even more dependent on his idioms to be immediately understood. This explains his solution in line 6 where he writes Moder Natur (mother Nature), which is the standard Danish idiom, whereas Johansen’s “Naturen” in line 11 is a solution closer to Chaucer, if less idiomatic in Danish. Johansen again sounds a bit archaic in his choice of idiom, such as the two verbs in rhyme position, “bestryger” (2) and “drager” (12), but a certain poetic licence must be allowed him in recreating the prologue’s spring atmosphere, which he is generally successful in doing.