Domenico Ghirlandaio: Skt. Hieronymus i sit studerekammer, 1480
Invitation til
Hieronymusdagen 2013
Den Internationale Oversætterdag
30. september 2013
Stor paneldiskussion og buffet
Oversættere, tekstere, forlæggere, forskere, kulturdebattører
kl. 17.30-22
Nordatlantens Brygge
Strandgade 91, Christianshavn
Oversætternes skytshelgen Hieronymus – ophavsmand til Vulgata, nyoversættelsen af Bibelen til datidens talte latin, der stadig er referencepunkt i den katolske kirkes liturgi – døde den 30. september år 420. Dagen fejres med for- og eftermiddagsarrangementer for branchen og afsluttes med en paneldiskussion rettet mod et bredere publikum i kulturhuset Nordatlantens Brygge.
Overskrift og tema for debatten er: Faglighed møder virkelighed – veje mod større dialog?
Panelet vil bestå af oversættere, tekstere, forlæggere, forskere og kulturdebattører, med repræsentanter for de andre nordiske lande: Johannes Riis (forlægger/direktør Gyldendal), Niels Brunse (litterær oversætter), Sara Koch (litterær oversætter, redaktør af Babelfisken), Ingemai Larsen (VUC, sprogpolitik på uddannelsesområdet), Jon Rognlien (Norge, litterær oversætter, filmtekster, anmelder), Cecilia Alvstad (Norge, forsker, oversættelse og reception), Amalie Foss (tekster, formand FBO), Kristiina Abdallah (Finland, sociology of translation), Jo Hermann (oversætter, forfatter, formand DFF), Thomas Andersson (Sverige, litterær oversætter).
Oversætter, tolk, forfatter og journalist Thomas Harder er ordstyrer.
Panelet vil invitere til diskussion af vigtige spørgsmål omkring faglighed versus virkelighed: Hvordan kan de forskellige aktører – oversætterne, forskerne, aftagerne – få større indsigt i og respekt for hinandens arbejde? Kan mere dialog mellem aktørerne gøre oversætterens arbejde mere synligt og markere den centrale rolle, oversættelse spiller for vores forståelse af omverdenen?
Efter paneldiskussionen (18.00-20.30) er der mulighed for uformel snak og erfaringsudveksling samt gratis buffet og drikkevarer til rimelige priser.
Sæt kryds ved 30. september og tilmeld jer senest 16. september på: Hieronymusdag2013@gmail.com
Hieronymusdagen 2013 er arrangeret i et samarbejde mellem Forum for Billedmedieoversættere, Dansk Oversætterforbund og Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved KU og støttet af Statens Kunstråd, Augustinus Fonden, Autorkontoen, Subline, FBO, DOF, Engerom KU, Norges Forskningsråd (Voices of Translation).
Med venlig hilsen
Hanne Jansen, KU
Lektor ph.d./ litterær oversætter Engerom, KU |
Amalie Foss, FBO
Formand for FBO/ billedmedieoversætter |
Ellen Boen, DOF
Best.medlem i DOF / litterær oversætter |