20. juni fik Annelise Ebbe Drassows Legat. Vi bringer her Ellen Boens tale ved prisoverrækkelsen:
På legatudvalgsmødet i april blev der bragt flere dygtige kolleger på bane som modtager af Drassows Legat, men som I alle ved, faldt valget på Annelise Ebbe, og ud over æren følger der i år 30.000 gode danske kroner med prisen.
I legatfundatsen står der ikke meget andet, end at legatet skal gives til ”en forfatter, der arbejder for fred og mellemfolkelig forståelse”. Skønt Annelise Ebbe af de fleste nok fortrinsvis er kendt som litterær oversætter (bl.a. af Herbjørg Wassmo og Per Petterson), fortæller hendes CV med al ønskelig tydelighed, at vi har at gøre med et forfattende menneske, ligesom der ikke hersker nogen tvivl om Annelises store engagement i netop fred og mellemfolkelig forståelse, så hun har, om nogen, gjort sig fortjent til denne hæderspris!
Allerede som ganske ung tilsluttede Annelise sig Kampagnen mod Atomvåben, og få år efter blev hun medstifter af gruppen MÅ-VI-SÅ-FÅ-FRED, hvor hun var medarrangør af diverse ”happenings” – ja, de lidt ældre af os ved jo, at det var sådan, man dengang kaldte de protestaktioner, hvis formål det var at skabe debat og opmærksomhed om bl.a. atomvåbenkapløbet – og som hun også skrev artikler til. Sideløbende hermed var hun medredaktør af og skribent på fredstidsskriftet Argument.
I 1980’erne blev Annelise involveret i organisationen Helsinki Citizens Assembly, hvilket siden hen bl.a. førte hende til det daværende Jugoslavien, hvor hun var øjenvidne til ødelæggelserne og besøgte en bosnisk flygtningelejr. Dette affødte en helsides artikel i Kristeligt Dagblad.
I 1994 meldte Annelise sig ind i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (WILPF), som for øvrigt blev stiftet helt tilbage i 1915, og hun har efterfølgende forfattet en lang række artikler til såvel organisationens danske som internationale medlemstidsskrift. Fra 2003 til 2007 var hun desuden vicepræsident i WILPF, som hun herefter var præsident for helt frem til 2011. I denne periode har Annelise bl.a. deltaget i et indisk fredsprojekt i den fattige delstat Orissa vedrørende overgreb på religiøse mindretal, hvor hun besøgte flygtningelejre samt var medforfatter af en større rapport til delstatens myndigheder.
Også i forbindelse med krigene i Afghanistan og Irak tog Annelise aktivt del i protestbevægelserne og skrev flittigt i aviserne.
Endelig, og ikke mindst, kan Annelise bryste sig af (hvilket hun dog næppe gør, kender jeg hende ret), at hun i 2004 sammen med 999 andre kvinder fra hele verden blev indstillet til Nobels Fredspris af den schweiziske organisation International Peace Bureau. Hun og hendes medsøstre modtog som bekendt ikke prisen, men en sådan ære er vist næppe blevet mange andre danskere til del …
Ovenstående er blot et lille udpluk af de mange aktiviteter, Annelise har taget del i gennem årene, og jeg kan oplyse, at hun lige nu arbejder på at få den palæstinensiske digter og kvindesagsforkæmper Hannan Awwad til Danmark samt få hendes værker oversat til dansk – ligesom hun tidligere har fået den syriske forfatter Khaled Khalid herop og selv oversat en af hans bøger.
Det siger næsten sig selv, at et sådant aktivt engagement i fred og mellemfolkelig forståelse kræver både tid og kræfter, og Annelise har da også måttet give afkald på adskillige oversættelsesopgaver i ”den gode sags tjeneste”, men det er en pris, hun er villig til at betale, og med tanke på hendes ubestridelige talent som oversætter vil det nok ikke skorte på opgaver fremover.
Til sidst skal det nævnes, at Annelise i år – hvordan hun har fundet tid til det, kan man jo undre sig over – faktisk har færdiggjort en roman, som efter sigende ”trækker lidt på hovedstolen”, dvs. inddrager nogle af hendes erfaringer fra sit mangeårige virke som fredsarbejder. Jeg håber, romanen vil finde en udgiver, og jeg glæder mig til at læse den!
STORT TIL LYKKE, Annelise, med legatet, og pøj-pøj med dit fremtidige arbejde som fredsaktivist, forfatter og oversætter!
Din kollega Ellen Boen