Af Marie Tetzlaff
Oversættere lever ofte et anonymt liv, og det er ikke altid, det passer dem.
Men en af landets fremmeste, Claus Bech, lader til at trives udmærket uden for rampelyset. Han har vel et par hundrede titler på samvittigheden, ofte oversat fra et engelsk, der af andre anses for uoversætteligt.
Det gjaldt i 2001 den mærkelige bog af Thomas Pynchon ’Mason & Dixon’, om de to englændere, der i 1760’erne trak grænsen mellem de amerikanske nord- og sydstater (en grænse, der er blevet sammenlignet med den kolde krigs jerntæppe). Det hjalp, at Pynchon er et gammelt bekendtskab, og oversættelsen af de 830 sider yderst genstridige sider 1700-tals-pastiche klarede Claus Bech på otte måneder – fristen var så kort, fordi rettighederne var ved at udløbe, og Claus Bechs præstation var ved at stjæle billedet fra originalen.
Ikke just noget, han som loyal oversætter stræber efter. Hans evne til, som enhver god oversætter, at være usynlig i teksten har da også indbragt ham Dansk Oversætterforbunds Ærespris og EU’s Aristeion-pris.
Tidligt i karrieren var det healingbøger, den unge stud.mag. i engelsk oversatte. Men nu er det blandt andet Henry James, Tom Wolfe, Arthur Miller, A.S. Byatt, George Eliot, Flann O’Brien, Robert Goddard, E. L. Doctorow og Julian Barnes.
Claus Bech er en i ordets bedste betydning nørdet oversætter, hvilket hans forkærlighed for Pynchon antyder. For det første slår han alt og alle op, hvilket for ’Mason & Dixon’s vedkommende fylder et indeks på 50 sider. Og han nyder det. Og så har han også en anden mission: at vise, hvor meget der er gået tabt i moderne dansk. Derfor bruger han gerne ord og vendinger, der er i fare for at gå af brug. »Som oversætter bliver man klar over, hvor meget det danske sprog vitterlig kan, uden at man behøver at give op og bruge engelske eller amerikanske ord«, har han sagt i et interview.
For at være oversætter af Claus Bechs kaliber skal man elske processen. Det ændrer ikke ved, at det er hårdt arbejde kombineret med et vist vovemod, for ikke at sige overmod. Han mærker det »indimellem som et ubehageligt jag, når jeg bliver opmærksom på, hvor forskelligt man egentlig kan oversætte en tekst«. Af og til må man ty til gendigtning. I 1975 udgav Claus Bech selv en roman, der er blevet rost af Poul Borum.
Selv siger han nu: »Hvorfor være en dårlig forfatter, hvis man kan blive en god oversætter?«.
Artikel bragt i Politiken, 20.6.2013. Tak til Marie Tetzlaff og Politiken for tilladelse til at bringe omtalen.