Af: Hanne Jansen, Københavns Universitet
Elsa Morantes over 600 sider lange roman Historien udkom i 1974 (med originaltitlen La storia) og blev i løbet af ganske kort tid oversat til alverdens sprog og udråbt til et af de vigtigste litterære værker i det 20. århundrede. Romanen udspiller sig i krigsårene 1941-47 og er fortællingen om en moder og hendes kamp for at få sine to sønner levende igennem fattigdom, sult, vold og afmagt i arbejder- og udkantskvarterernes Rom som i særlig grad er mærket af krigen. Den er et anklageskrift mod alle tiders magthavere og krigsherrer, legemliggjort i deres yderste forråelse i jødeforfølgelsernes rædsler, men den er også en hyldest til livets mirakel og ikke mindst til de uskyldige og renhjertede der holder livets mirakel intakt midt i gruen.
Den fanden-i-voldske og overmodige Nino, først fanatisk sortskjorte, så glødende partisan og til sidst foretagsom sortbørskrejler, er den lovformelige søn af Ida og hendes tidligt afdøde ægtemand. Idas mindste søn, Useppe, er derimod resultatet af en ung tysk soldats overgreb på den nedslidte og forkuede lærerinde. Et overgreb der på uforklarlig vis (men måske netop for at genskabe balance i universets ratio af godt og ondt) bliver kimen til den lille Useppe som i sin betingelsesløse åbenhed over for livet finder undere i hverdagens mindste detaljer, men hvis lille følsomme krop og sjæl også rystes af urgammel smerte og historiens klageråb.
Romanen er en uomgængelig klassiker, ubærlig, men nødvendig i sin skildring af tragiske skæbner, gribende, men aldrig patetisk i sine smukke og indlevede beskrivelser af Useppes møde med verden og dens væsener, ikke mindst den store hyrdehund Bella der passer på ham lige til det sidste.
Også i Danmark blev Historien, der udkom i Jytte Lollesgaards oversættelse i 1977, med det samme både en anmelder- og publikumssucces hvilket bl.a. kan ses af de helt utroligt mange genudgivelser, før den egentlige nyoversættelse i 2009 som denne anmeldelse vil se nærmere på. Udgangspunktet (som nok rettelig burde være konklusionen i en anmeldelse) er at Jytte Lollesgaards nye fordanskning er fremragende.
Jeg havde næsten glemt hvor fantastisk romanen er og brugte flere sene aftener og nætter på at genlæse og genopleve værket, i den danske nyoversættelse vel at mærke, uden på noget tidspunkt at føle mig fristet til at gribe til den italienske version som også lå på sengebordet (med henblik på sammenligning med oversættelsen). Når jeg så alligevel vil tilføje et par linjer om denne oversættelse, er det netop i dens egenskab af gen- eller nyoversættelse.
Der har de sidste årtier været stort fokus på ny- eller genoversættelse inden for oversættelsesforskning. Det er blevet sagt at store oversættelser altid er genoversættelser hvilket umiddelbart er meget plausibelt: Man kan i en genoversættelse rette op på tidligere oversættelsers eventuelle fejl og mangelfuldheder. Der postuleres også særlige karakteristika for hhv. første og gen-oversættelser og det igen med en vis ræson.
Med den første oversættelse gælder det om at få værket introduceret i den nye kontekst, overbevise de nye læsere om at her er en spændende, læseværdig tekst, hvorfor man går læseren i møde og ’tæmmer’ teksten så den ikke virker for fremmed og ufremkommelig. I anden omgang, hvis teksten er så heldig, så vigtig, så central i litterær, ideologisk, politisk henseende at den ”får en ny chance”, vil man ofte i genoversættelsen være mere opmærksom på tekstens egenart og gøre mere ud af at få det særegne, det fremmede, igennem. Nu er det altså læseren der skal bevæge sig mod den oprindelige tekst og dennes kontekst, og ikke den oprindelige tekst der skal bevæges mod den nye læser (som den tyske teolog og filosof Schleiermacher formulerede det allerede i begyndelsen af det 19. århundrede).
Genoversættelseshypotesen – først tilpasning, siden fremmedgørelse – postuleres som regel for oversættelser af samme tekst foretaget med en del års afstand, men holder dog ikke altid. Andre faktorer end de kronologiske kan nemlig være udslagsgivende. Nogle gange afgør den pågældende periodes normer for ”god” oversættelse om den oversatte tekst skal tilpasses, eller om pointen netop er at der igennem bevarelse af det fremmede skal tilføjes nyt blod til den eksisterende litteratur. Andre gange har den enkelte oversætter eller forlægger sin egen dagsorden og betinger med sin egen tolkning hvordan teksten gribes an.
Det er i alle tilfælde interessant at sammenligne forskellige oversættelser af samme tekst, fordi de ud over at fortælle os noget om forskellige tiders oversættelsesidealer og forskellige oversætteres strategier ofte også bliver meget konkrete beviser på teksters åbenhed og fortolkningspotentiale.
Hvad er så de særlige omstændigheder omkring netop denne genoversættelse? Først og fremmest er der tale om den samme oversætter. Det er ikke altid at man får chancen for at revidere sin egen tekst (og som oversætter selv vil jeg påstå at det sjældent er en ublandet fornøjelse at genlæse egne oversættelser: Der er altid noget man gerne ville have gjort anderledes).
Aftalen mellem forlag og oversætter om udgivelsen af Historien i 2009, kun fem år efter den sidste genudgivelse i 2004, gjaldt oprindeligt blot en nyrevidering. På oversætterens eget initiativ endte det dog med at blive en egentlig nyoversættelse (jf. interview med Jytte Lollesgaard her i Babelfisken august 2012). Det var altså ikke forlaget, læserne, litteraterne eller andre udefra, der fandt den eksisterende oversættelse forældet eller mangelfuld, men oversætteren selv der følte behov for – efter 30 år og et imponerende antal oversatte titler bag sig – at gå helt tæt på teksten igen og give danske læsere et nyt bud på historien. Og resultatet er en helt ny tekst hvilket både anmeldere og omslagstekst påpeger (sidstnævnte givetvis også i salgsøjemed) og eksemplerne nedenfor gerne skulle vise.
Og hvad er det så der bliver anderledes? Hvad sker der fra den vellykkede første oversættelse i 1977 (hér citeret i genudgivelsen fra 2004), der sikrede Elsa Morante en plads som en af de mest læste og værdsatte italienske forfattere i Danmark overhovedet, til den nye og efter min mening virkelig fremragende udgave? Hvor har oversætteren truffet andre valg? Kan man finde en systematik i og mulige bevæggrunde for ændringerne? Og giver det overhovedet mening at henvise til genoversættelseshypotesen?
Et af de træk som både anmeldelser og læserkommentarer på nettet har fæstnet sig ved i den nye oversættelse, er at den er blevet mere mundret. Det ses tydeligt hvis man sammenligner de to nedenstående passager fra starten af romanen hvor selve fortællingen sættes i gang: Ord- og ledstilling virker mere naturlig, sætningsovergange flyder bedre, og enkelte (mindre) kalkeringer er blevet erstattet af mere danskklingende konstruktioner (den italienske originalversion findes i bunden af artiklen).
”En dag i januar i året 1941 befandt en tysk soldat, der var på gennemrejse og havde en eftermiddag fri, sig alene i San Lorenzo-kvarteret i Rom, hvor han gik rundt på må og få. Klokken var cirka to, og som sædvanligt var der ikke mange folk på gaden på det tidspunkt. For resten var der ingen der tog notits af soldaten, for selv om tyskerne var italienernes kampfæller i Den anden Verdenskrig var de ikke populære i visse forstæder beboet af proletariatet. For øvrigt skilte soldaten sig ikke ud fra andre af sin art: høj, blond, med den sædvanlige fanatisk-stive holdning, og især huen sad på en måde der virkede som en direkte provokation.” (2004 [1977]: 19)
”En dag i januar 1941 vandrede en tysk soldat, der var på gennemrejse og havde eftermiddagen fri, alene rundt i San Lorenzo-kvarteret i Rom. Klokken var cirka to, og der var som sædvanlig på den tid af dagen ikke mange folk på gaden. Og af de få der var, så ikke én til hans side. For selvom tyskerne var italienernes allierede i krigen, var de ikke populære i byens fattigkvarterer, og den unge soldat skilte sig ikke ud fra sine artsfæller, men var høj og lys og hans holdning den sædvanlige fanatisk-strunke, der ikke mindst på grund af måden hans hue sad på fik ham til at ligne en provokation.” (2009: 23)
Samtidig med at den nye oversættelse er mere mundret, er den dog også efter min mening – selvom det kan virke paradoksalt – blevet mere tekstnær, mere ordret. Ikke i den forstand at den følger originalen ord for ord, men fordi den ’tager teksten på ordet’, udvinder og forsøger at genskabe hvad Ordet – de såvel leksikalske som syntaktiske valg der er truffet i originalteksten – kan og vil. Elsa Morante er ikke en forfatter af få ord (de fleste af hendes romaner er temmelig mastodontiske), men hendes sprog er ekstremt præcist, hvert ord og sætningstegn er nøje valgt og nøje placeret; selv de mest udfoldede beskrivelser (og dem er der mange af i Historien) fortælles stramt, men samtidigt letløbende.
Det er denne præcision og spændstighed i sproget og i de af sproget skabte billeder som Jytte Lollesgaard har tilført den nye oversættelse hvilket allerede fremgår af eksemplets to første linjer hvor fortællingens sted og tid introduceres. Denne indledning – hvor scenen sættes, næsten som i en regibemærkning – brydes i den første oversættelse op to dele: Først præsenteres vi for den tyske soldat, og dernæst, i en tilføjet efterhængt relativsætning, for hans gåen om på må og få. I nyoversættelsen genskabes originalsætningens struktur, med en enkeltstående scene der, som i en retorisk figur, indrammes symmetrisk af tids- og stedsangivelserne.
I de næste eksempler ses samme bevægelse mod originalens strammere og mere spændstige syntaks, med klare konsekvenser for billeder og fortællerstemme. Der skæres ned på de ekstra ledsætninger der ellers næsten per automatik tilføjes ved oversættelse fra italiensk til dansk. Eksempelvis fortættes ”Han havde glemt at han var i uniform” i genoversættelsen så det bliver til ”Han havde rent glemt uniformen”, og også ”med et blik der rummede blot den mindste smule menneskelighed” præsenteres nu i renere og mere fortættet form: ”med bare en antydning af menneskelighed i blikket”.
”Han havde glemt at han var i uniform. I et sjovt lille mellemspil, krænkede barnets totale foragt for regler Det tredje Riges militære lovgivning. Loven er en komedie, og Günther blæser på den! Ethvert hunkønsvæsen (og ikke bare en pige eller en lille luder fra kvarteret, men også en hoppe eller en ko eller et hunæsel) der havde set på ham med et blik der rummede blot den mindste smule menneskelighed, ville risikere at han omfavnede det voldsomt og måske kastede sig på knæ for det som en elsker og kaldte det ”Mutter”!” (2004 [1977]: 24):
”Han havde rent glemt uniformen. I et pudsigt ingenmandsland mellem barnets og soldatens verden fortrængte barnets totale foragt for regler Det Tredje Riges militære love. De love er den rene komedie, og Günther blæser på dem! Ethvert hunkønsvæsen (og det ikke bare en pige eller gadetøs fra kvarteret, men også en hoppe, en ko, et hunæsel eller et hvilket som helst andet hundyr) der var trådt ud af eller havde nærmet sig den port og havde set på ham med bare en antydning af menneskelighed i blikket, ville i det øjeblik have risikeret at få smækket hans arme om sig og se ham knæle som en forelsket frier for sine fødder og kalde sig ”meine Mutter”!” (2009: 28)
At den nye oversættelse i højere grad udnytter de leksikalske, stilistiske og måske især syntaktiske muligheder (der er masser af yderligere eksempler i både oven- og nedenstående uddrag), er ikke så mærkeligt i betragtning af oversætterens mellemliggende 30 års erfaring med at vride og vende det danske sprog så originaltekstens egenart træder tydeligst frem.
Indlysende er det også at der nu ved ny gennemlæsning er mulighed for at råde bod på eventuelle forglemmelser (som i ovenstående eksempel, hvor sætningen ”der var trådt ud af eller havde nærmet sig den port” så at sige ’genindføres’ i nyoversættelsen – ikke helt uvæsentligt da det netop er hér ved porten at Ida kommer til syne), ligesom der kan rettes op på egentlige fejllæsninger (en lille sjov svipser hvis betydning nok er til at overse for andre end astrologikyndige, ses i sidste eksempel nedenfor: ”Hun var født i 1903 i Vædderens tegn…” som er blevet rettet til ”… i Stenbukkens tegn”, i overensstemmelse med originalens ”Capricorno”).
En anden type interessante og ret iøjnefaldende ændringer fra første til anden oversættelse er knyttet til leksikon, mere præcist til enkelte ords betydning og vægt set i lyset af Elsa Morantes samlede forfatterskab og livssyn.
Der skelnes nogle gange i oversættelsesforskning mellem ”varme” og ”kolde” oversættelser. Den første oversættelse af Historien blev udarbejdet i umiddelbar forlængelse af originalens udgivelse og var altså en ”varm” oversættelse. Den var ikke blot Jytte Lollesgaards første romanoversættelse, men også den første i den lange række af Morante-tekster som hun siden har oversat til dansk. Genoversættelsen har 30 års læsninger, fortolkninger og oversættelser at bygge på (og er således en ”kold” oversættelse), samt for Jytte Lollesgaards vedkommende tillige det indgående kendskab til forfatterens øvrige værk der netop erhverves gennem oversættelse.
Dette kommer efter min mening tydeligt til udtryk i den særlige opmærksomhed hun viser en række nøgleord som nu oversættes anderledes eller fremhæves på forskellig vis – hvilket jeg vil prøve at vise med nogle eksempler fra den følgende passage hvor moderen Ida præsenteres for læseren.
”Og Ida var virkelig også dybest set en lille pige, for hendes egentlige forhold til verden havde altid været – og var stadig – enten det nu var bevidst eller ej, en forknyt usikkerhed. De eneste hun ikke havde været bange for, var hendes far, hendes mand og – senere hen – hendes små elever. Hele resten af verden forekom hende et usikkert og mineret terræn; ubevidst havde hun rod i en eller anden forhistoriske stammeverden. Og i hendes store, mørke, mandelformede øjne var der en vegeterende sødme, uhjælpeligt og dybt barbarisk, der mindede om en forudanelse. (2004 [1977]: 25)
”Og i grunden var Ida dybest set forblevet et barn, eftersom hendes fremherskende forhold til verden var – og (bevidst eller ubevidst) altid have været – forknyt underkastelse. De eneste hun ikke havde været bange for i sit liv, var i virkeligheden hendes far, hendes mand og senere måske også hendes små elever. Hele resten af verden var for denne kvinde, som uden selv at vide det var forankret i en forhistorisk stammeverden, et usikkert, mineret terræn. Og i hendes store mørke, mandelformede øjne var der en vegeterende, dybt og uhelbredeligt bararisk sødme, som lignede forudviden. (2009: 29)
Helt centralt er valget af ”barn” frem for ”lille pige” i passagens første sætning, jf. første¬oversættelsens ”Og Ida var virkelig også dybest set en lille pige” der ændres til ”Og i grunden var Ida dybest set forblevet et barn” (og også her ser vi desuden hvordan nyoversættelsen vinder i såvel mundrethed, som præcision; fx genindføres originalens ”forblevet”).
Børn indtager i Morantes univers en helt speciel rolle som bærere af uskylden, ofre for alverdens overgreb, men også de særligt udvalgte der har bevaret den direkte forbindelse til naturen og til selve livets essens. Ida er ikke ’bare’ en lille pige (som i mange andre sammenhænge ville være et fint oversættelsesvalg), men et barn idet hun tilhører denne gruppe af magtens ofre. Derfor er hendes forhold til verden heller ikke blot præget af ”forknyt usikkerhed” som det lyder i førsteoversættelsen, men netop af ”forknyt underkastelse” som i genoversættelsen; og derfor er selv hendes små elever kun ”måske” – som i overensstemmelse med originalen genindføres i den nye oversættelse – blandt de ganske få der ikke indgyder hende angst.
Begrebet ”forudviden” (anvendt i nyoversættelsen frem for ”forudanelse” der er for almindeligt, for umarkeret i forhold originalens ”precognizione” og ikke skarpt nok i modstillingen til ”viden”) fører os direkte over i næste del af passagen hvor Ida i kraft af sin ”sans for det sakrale” sidestilles med dyrene.
”Egentlig er forudanelse ikke det helt rigtige ord, for der var ingen viden i hendes fornemmelse. Det mærkelige i hendes blik mindede snarere om det mystiske idioti hos dyrene, som ikke med forstanden men med noget i deres sårbare krop ”kender” enhver skæbnes fortid og fremtid. Jeg vil nærmest kalde denne sans – der er almindelig hos dem og findes i uklar form hos alle andre kropslige væsener – sansen for det sakrale, idet det sakrale af dem opfattes om en universel kraft der kan opæde eller tilintetgøre dem, blot fordi de har begået den synd at blive født.
Hun var født i 1903 i Vædderens tegn …”(2004 [1977]: 25)
Forudviden er nu nok ikke det rigtige ord, for der var ingen viden i hendes fornemmelse. Det mærkelige i hendes blik havde snarere at gøre med det mystiske idioti hos dyr, som ikke med deres forstand, men med en sans i deres sårbare krop ”kender” alle skæbners fortid og fremtid. Jeg vil nærmest kalde denne sans – som er almindelig hos dyr, og flyder sammen med deres andre kropssanser – for sansen for et sakrale: hvor sakralt, i dyreperspektiv, står for den universelle kraft der kan fortære, og tilintetgøre, dem af simple grund at de har begået den brøde at være til.
Ida var født i 1903 i Stenbukkens tegn … (2009: 29)
Dyrene tildeles ligesom børnene – eller rettere sagt sammen med børnene – en særlig plads som før-skyldens og før-historiens væsener (et artsfællesskab der gør Useppe i stand til som den naturligste ting i verden at forstå og tale med dyrene).
I sin genoversættelse fremhæves den betydning de umælende har for Morante idet oversætteren ikke blot refererer til dem gennem brug af pronominer (som i både original og førsteoversættelse), men i stedet ekspliciterer de gloser der refererer til dem; eksempelvis ændres ”idet det sakrale af dem opfattes som…” til ”hvor sakralt, i dyre¬perspek¬tiv, står for …”. En leksikalsk tilføjelse som kan forklares ved ønsket om at tydeliggøre pointer og værdier i forfatterens overordnede livssyn.
Samme strategi er givetvis også på spil i et andet af de foregående eksempler. I nyoversættelsen tilføjes ”mellem barnets og soldatens verden” i sætningen: ”I et pudsigt ingenmandsland mellem barnets og soldatens verden fortrængte barnets totale foragt for regler Det Tredje Riges militære love.” Dermed ekspliciteres den kløft der er mellem barnets anarkistiske uskyld og magthavernes rigide brutalitet, med netop krigen som det ekstreme overgreb. Og ikke blot ekstremt, men også tilbagevendende hvilket Elsa Morante allerede i romanens allerførste afsnit (se ovenfor) får antydet ved brugen af et lille adjektiv som desværre ryger ud i begge oversættelser.
Det tidsrum som fortællingen udspiller sig i, omtales i første oversættelse som ”Den anden Verdenskrig”, en eftertidens (og historiebøgernes) nøgterne betegnelse der skaber afstand mellem fortælleren og det fortalte. I genoversættelsen genoprettes fortællerens tidslige og følelsesmæssige nærhed til fortællingens univers: ”tyskerne var italienernes allierede i krigen” – den krig personerne står midt i, behøver ikke yderligere specifikation. Denne klare forbedring i forhold til fortæller- og synsvinkel retter dog ikke helt op på betydningstabet i forhold til originalens ”la corrente guerra mondiale” hvor adjektivet ”corrente” – i betydningen ’standende’, ’igangværende’, ’aktuelle’ – implicerer en kæde af verdenskrige hvori den omtalte hverken er den første eller den sidste.
Dette lille adjektiv som altså går tabt i begge oversættelser, peger som en diskret ideologisk markør hen på Elsa Morantes opfattelse af historien som ”en skandale der har varet i 10.000 år” – en i den grad værdiladet sentens der i den italienske udgave fungerer som undertitel og således irammesætter såvel overtitlen som den samlede fortælling, men som i dansk regi (med undtagelse af en enkel udgave) er ’reduceret’ til forfattercitat og anbragt på bagsiden eller i flapteksten. Denne udeladelse der svækker romanens umiddelbare karakter af anklageskrift, er vel at mærke at tilskrive forlæggeren, og ikke oversætteren som ellers nok er blevet sat på prøve af dette nøgleord. Det italienske ”scandalo” har nemlig en klar intertekstuel reference til Matthæus-evangeliet (18: 7) hvor vi på dansk finder termen ”forargelserne” hvilket skaber en del problemer senere i romanen, hvor skriftstedet netop bruges i fremlægningen af forfatterens pessimistiske syn på historien.
Hvad kan vi afslutningsvis ud fra denne lille håndfuld eksempler, sige om nyoversættelsen af den store italienske roman Historien? Først og fremmest at det er en helt ny tekst – selvom oversætteren er den samme. Og dernæst at det er en fremragende oversættelse – altså et belæg for at store oversættelser er genoversættelser. Om der er tale om en egentlig bevægelse fra en generelt mere tilpassende strategi i førsteoversættelsen til en mere fremmedgørende (eller fremmedbevarende) strategi i genoversættelsen, er mindre entydigt da nyoversættelsen virker på én gang mere mundret og mere tekstnær. Den ovennævnte skelnen mellem ”varme” og ”kolde” oversættelser virker til gengæld relevant: Oversætterens prioriteringer i læsningen af værket, på baggrund af 30 års erfaring med forfatterens tekster og univers, indarbejdes i nyoversættelsen og kommer uden tvivl både værk og læser til gode. Historien på dansk, på ny, kan altså klart anbefales.
Elsa Morante: La storia. Uno scandalo che dura da diecimila anni (Einaudi 1974).
Historien, oversat af Jytte Lollesgaard (Chr. Erichsen 1977/Gyldendal 2004)
Historien, nyoversat af Jytte Lollesgaard (Gyldendal 2009)
Om Genoversættelseshypotesen, se bl.a.:
Antoine Berman (1990): “La retraduction come espace de la traduction”. Palimpsestes XIII (4).
Outi Paloposki & Kaisa Koskinen (2004): “A thousand and one translations: Revisiting retranslations”. In Claims, Changes and Challenges in Translation Studies, EST Congress 2001, Amsterdam / Philadelphia: John Benjamins.
Om Tilpasning vs. fremmedgørelse (Domestication vs. Foreignization,), se:
Lawrence Venuti (1995): The Translator’s Invisibility. A history of translation, London/New York: Routledge.
Om Varme vs. kolde oversættelser, se:
Isabel Vanderschelden (2000): “Why Retranslate the French Classics? The Impact of Retranslation on Quality”. In On Translating French Literature and Film II, Amsterdam/Atlanta: Rodopi.
Ovenstående uddrag i den italienske originaltekst:
La storia (1974: 15)
”Un giorno di gennaio dell’anno 1941, un soldato tedesco di passaggio, godendo di un pomeriggio di libertà, si trovava, solo, a girovagare nel quartiere di San Lorenzo, a Roma. Erano circa le due del dopopranzo, e a quell’ora, come d’uso, poca gente circolava per le strade Nessuno dei passanti, poi, guardava il soldato, perché i Tedeschi, pure se camerati degli Italiani nella corrente guerra mondiale, non erano popolari in certe periferie proletarie. Né il soldato si distingueva dagli altri della sua serie: alto, biondino, col solito portamento di fanatismo disciplinare, e, specie nella posizione del berretto, una conforme dichariazione provocatoria.”
La storia (1974: 20)
”Si era scordato dell’uniforme; per un buffo interregno sopavvenuto nel mondo, l’estremo arbitirio dei bambini adesso usurpava la legge militare del Reich! Questa legge è una commedia, e Gunther se ne infischia. In quel momento, qualsiasi creatura femminile capitata per prima su quel portone (non diciamo una comune ragazza o puttanella di quartiere, ma qualsiasi animale femmina: una cavalla, una mucca, un’asina!) che lo avesse guardato con occhio appena umano, lui sarebbe stato capace di abbracciarla di prepotenza, magari buttato ai piedi come un innamorato, chiamandola: meine mutter!”
La storia (1974: 21):
“E difatti, Ida era rimasta, nel fondo, una bambina, perché la sua precipua relazione col mondo era sempre stata e rimaneva (consapevole o no) una soggezione spaurita. I soli a non farle paura, in realtà, erano stati suo padre, suo marito, e più tardi, forse, i suoi scolaretti. Tutto il resto del mondo era un’insicurezza minatoria per lei, che senza saperlo era fissa con la sua radice in chi sa quale preistoria tribale. E nei suoi grandi occhi a mandorla scuri c’era una dolcezza passiva, di una barbarie profondissima e incurabile, che somigliava a una precognizione.
Precognizione, invero, non è la parola piú adatta, perché la conoscenza ne era esclusa. Piuttosto, la stranezza di quegli occhi ricordava l’idiozia misteriosa degli animali, i quali non con la mente, ma con un senso dei loro corpi vulnerabili, “sanno” il passato e il futuro di ogni destino. Chiamerei qual senso – che in loro è comune, e confuso negli altri sensi corporei – il senso del sacro: intendendosi, da loro, per sacro, il potere universale che può mangiarli e annientarli, per la loro colpa di essere nati.
Ida era nata nel 1903, sotto il segno del Capricorno …”
Rigtig god og læseværdig artikel af Hanne Jansen – og hatten af for Jytte Lollesgaard, der er blevet så meget bedre i de mellemliggende år og bruger det på en bog der virkelig har fortjent det!