Af Bente Rasmussen

Hvis man vil forsvare en stor del af befolkningen i en nation, som i de senere år er blevet gjort til grin i den danske og udenlandske presse, kan man vælge de forhåndenværende midler, som i mit tilfælde blev at oversætte en bog af en, for mig, værdig repræsentant for landet.

Det drejer sig om befolkningen i mit andet hjemland Italien, hvor jeg har boet i 40 år, nærmere betegnet Rom. Ideen med at oversætte et værk af Ascanio Celestini opstod en sen aften i 2009. Jeg havde netop overværet en fantastisk, satirisk teaterperformance, udført af denne kunstner, som for mange er det moderne Italiens kritiske røst.

Han er ikke bare en kritisk røst, men han åbner vores øjne for vilkårene for de mange mennesker, som ikke har et let liv i dagens Italien. Hans skarpe satire er ikke ensrettet, tværtimod lykkes det ham at ramme os alle, såvel publikum til hans forestillinger som læseren af hans bøger. Mens vi griner af hans optræden i f.eks. teaterstykket Racisme er en grim historie, holder vi pludselig et kort øjeblik op med at le af denne stupide racist, fordi det i et splitsekund går op for os, at vi også griner af os selv. For mig er netop dette styrken i Ascanios satire. Han bliver aldrig rørstrømsk eller sentimental. Selv i de mest triste historier lykkes det for ham hårfint at balancere på knivsæggen, mens han fortæller os sine uretfærdige historier på en sympatisk, tragikomisk måde, som får os til at le og frem for alt til at reflektere over den viden, han netop har givet os.

Jeg havde allerede på det tidspunkt tilbage i 2009 været meget træt af de spørgsmål, som danske bekendte ofte stillede mig angående Italiens politiske situation gennem de sidste mange år.

De spurgte: “Hvordan kan det være, italienerne altid vælger de samme personer, som gør landet til grin … er italienere virkelig så tåbelige?”
Mit svar har altid været: “I de danske og udenlandske medier hører I mest om den ene side af medaljen, den, der er mest sensationel og skandaløs og giver mange læsere. I må regne med, at landet er delt så at sige fifty-fifty i en venstre- og en højrefløj.”

Mit modspørgsmål var så: “Kender du teatermanden og forfatteren Ascanio Celestini, som er en satirisk og samfundskritisk repræsentant fra oppositionssiden; en slags moderne Dario Fo?”
Svaret jeg fik, var altid bare: “Nej,” og det endda også fra mine mest italienskyndige bekendte.

Så efter forestillingen i september 2009 modnedes ideen, som længe havde ligget i mit baghoved, om at gøre multikunstneren Ascanio Celestini (født 1972 i en forstad til Rom) synlig i Danmark. Da jeg denne aften nåede hjem, helt ”høj” over denne performance, satte jeg mig straks foran min pc. Jeg fik googlet mig frem til Ascanio Celestinis organisation og bad om oplysninger om, hvorvidt bare én af forfatterens værker måtte være blevet oversat til dansk. Svaret kom direkte fra Ascanio selv i en yderst venlig og kortfattet mail, hvor han gav mig mailadresse og telefonnummer på sin kontaktperson på forlaget Einaudi. Jeg fik også straks svar fra denne kontaktperson om, at der ikke eksisterede oversættelser til dansk, og at jeg meget gerne helt efter egen beslutning måtte vælge det værk, jeg mente, ville passe bedst for et dansk publikum.

En vanskelig opgave, da jeg skulle finde et værk, som danske læsere ville kunne forstå uden at have større forhåndskendskab til det moderne Italiens historie fra Italiens samling i 1860 og frem til dagens Italien. Samtidig skulle de også præsenteres for Ascanio Celestinis tragikomiske og bizarre skrivemåde. Nogle af forfatterens bøger er sandt at sige næsten for italienske for en førstegangslæser.

Men jeg gik i gang med en research og begyndte at genlæse de fleste af hans udgivne bøger.

Efter at have gennemlæst Ascanio Celestinis bog La pecora nera et par gange, besluttede jeg, at det netop skulle være den. Fortællingen foregår i de skønne Tressere, hvor italienerne lige er kommet gennem de fattige krigs- og efterkrigsår, og hvor de fleste nu arbejder og har lidt penge mellem hænderne. På denne baggrund begynder nogle at drømme om at købe et sort-hvidt fjernsyn, andre drømmer om at købe en lille Fiat og andre igen forestiller sig rejser til Månen og Mars. Hovedpersonen i historien er fårehyrdens søn, Nicola. Denne uvidende dreng bliver allerede på den første skoledag udnævnt til klassens sorte får af den ironiske lærer. En sommer bliver en kvinde myrdet, og Nicola bliver anklaget for mordet; men fordi han er mindreårig, ender han på galehuset, eller, som Ascanio siger, på den ”elektriske galeanstalt”, hvor nonnen hersker enerådende. Fortællingen er tragisk og uretfærdig, men det lykkes for Ascanio at berette også denne historie, uden at vi fælder tårer, og med et ironisk glimt i øjet, så vi trods alt ofte må smile og le.

Fortællingen giver samtidig et grundigt kendskab til de såkaldte helbredende metoder, man brugte i Italien på institutioner for sindslidende helt frem igennem Tresserne. Ifølge Ascanio Celestini er disse ”pinefulde behandlinger” af patienterne stadig i brug. Fortællingen bliver derfor også en stærk kritik af de italienske institutioner og måden, hvormed patienterne ofte bliver behandlet af et personale, som ikke har erfaringer med eller har fået oplæring i at omgås sindslidende personer. Ascanio Celestini har et dybt kendskab til disse såkaldte galeanstalter, da han har foretaget en næsten 4-årig research i Nord- og Mellemitalien og interviewet ekspatienter, ekssygeplejere og ekslæger fra sådanne institutioner. Inden han skrev sin roman La pecora nera/Det sorte får, lavede han en dagbog, hvor han bl.a. gengav sine samtaler med en ekspatient, Alberto, som blev indlagt på en af Europas største institutioner for sindslidende, nemlig Santa Maria della Pietà i Rom. Han blev anbragt her allerede som 15-årig, fordi hans mor døde, og han var uden nære slægtninge, som ville eller kunne tage sig af ham. Alberto ”var indlagt” her i 40 år og blev så endelig ”befriet”, da man indså, at han slet ikke var sindssyg .

Jeg forstod straks, at netop denne tekst ville ”tale” til noget i os alle, selv personer uden større kendskab til Italiens historie samt til den italienske socialforsorg. Desuden opdagede jeg ved at læse Ascanio Celestinis hjemmeside, at bogen allerede var oversat til fransk, spansk og tjekkisk samt var ved at blive oversat til tysk, hvilket bestyrkede mit valg af La pecora nera.

Selvom det var min første oversættelse af en roman, skred arbejdet hurtigt frem uden større vanskeligheder, idet bogen er skrevet med romersk talemåde. Denne er ikke fremmed for mig, da jeg har levet i en romersk kontekst sammen med min romerske mand og søn i omkring 40 år.

Naturligvis har jeg haft tvivl og spørgsmål undervej. Nogle har min familie kunnet klare for mig, og andre har Ascanio løst for mig i en hurtig svarmail.

Et af mine største problemer var denne italienske sætning
side 76 i den originale udgave “si comprono un motorino modificato per fare le pinne su una ruota.”
Pinne kan ifølge ordbogen betyde fiskefinner eller svømmefødder, hvad der jo slet ikke giver nogen mening; men en forklaring fra en ung mand, der kører på knallert, løste problemet.

På dansk har jeg efter hans forklaring oversat sætningen til flg.:
side 83 i dansk udgave ”for pengene køber de en udboret knallert for at køre motor Cross på baghjulet.”

Tresserne har jeg valgt at skrive med stort, da de for mig udgør en af hovedpersonerne i fortællingen. På italiensk skrives årstal med stort, så jeg foretrak at spørge forfatteren selv, om han syntes det var muligt også på dansk, selvom det ikke er korrekt. Det havde han intet imod, og jeg har bibeholdt det, trods korrekturlæserens protest.

Det er naturligvis mit håb, at de danske læsere må forstå teksten og værdsætte den, selvom fortællingen beskriver et typisk romersk miljø i Tresserne.

Det sorte får, Forlaget Meloni, 2013. Oversat af Bente Rasmussen.
Originaludgaven: La pecora nera af Ascanio Celestini, Editore Einaudi, 2006.

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.