Aino Roschers takketale ved overrækkelsen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 18. marts 2013
Da jeg blev fuldtidsansat for fire år siden, forestillede jeg mig, at det skulle være slut med at oversætte bøger. Jeg havde mere end rigeligt at rive i, og der skulle jo også være tid til familie og venner, til at støvsuge og slå græsset og måske ligefrem til at ligge på sofaen og tænke på ingenting.
Et enkelt hængeparti var der vist fra tiden som fri freelancesjæl, men da det var i trykken, blev der ryddet op på skrivebordet, og ordbøgerne blev stillet væk. Velkommen velordnede liv med 37 timers arbejdsuge – rigtig weekend og ferie – i lov- og overenskomstbestemte mængder.
Så skete der noget mærkeligt. Jeg havde det, som om jeg var i sorg. Det tog sin tid, før jeg kunne sætte fingeren på, hvad det præcis var, men efterhånden gik det op for mig, at jeg havde mistet en virkelig god ven.
Der var jo så meget, jeg ville gå glip af.
Ikke nok med at jeg havde mistet et alibi for at sidde og hænge foran computeren, google sære ting og sager, sætte mig ind i ukendte situationer og verdener.
Jeg var også klar over, at jeg ville komme til at savne gode litterære oversætterkollegers selskab – eller jeg ville i hvert fald føle mig lidt udenfor, når der endnu en gang blev diskuteret litteratur og oversættelse og lave arkpriser og snyd på vægten og alt det andet, vi forlyster os med at diskutere ved enhver lejlighed.
Jeg ville miste kontakten med mine forfattere, som kan være emsige, irriterende, ignorante, men aldrig kedelige – og det er jo også deres bøger …
Jeg ville ikke længere have adgang til fagets frynsegoder: ophold i oversætterhusene i Amsterdam, i Straelen, på Hald og alle de andre steder, jeg ikke har været endnu.
Og jeg ville ikke mindst miste et alibi for den dag, hvor jeg om mange år skal sidde som pensionist ude i mit sommerhus, kigge ud på min overgroede have, skutte mig, blive inde i den varme stue med den buldrende brændeovn og hygge mig med at oversætte et stykke vanedannende litteratur.
For ærlig talt, det at være oversætter er jo ikke bare et job – det er en livsstil, og det er svært at forestille sig, at man skulle lade sig pensionere fra det.
Så jeg bed i det sursøde æble og meldte mig atter på banen som litterær oversætter.
Jeg er ikke så produktiv, som jeg har været, men jeg er produktiv nok til at hænge foran computeren og blande mig i samtalerne og maile med forfatterne og rejse i oversætterhus – og kigge ud på haven, som har været overgroet i årevis.
Jeg er oven i købet produktiv nok til at være blevet husket og indstillet og fundet god nok til at modtage Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Og det er en stor ære at stå her, rødkindet og stolt, blandt alle jer, og modtage en pris.
Det er så sjældent, man får lejlighed til at takke folk i fuld offentlighed, så tillad mig at nævne nogle stykker i dagens anledning.
Først og fremmest tak til Dansk Oversætterforbund og priskomiteen for at tildele mig prisen.
Tak til min ven og kollega Allan Hilton for den fine motiveringstale.
Tak til min mor for at hjælpe mig, når jeg går i stå i knudrede tyske sætninger og udtryk, og tak til min veninde Geeske for at hjælpe mig med de tilsvarende nederlandske.
Tak til de ”hemmelige” medarbejdere på mine forlag, som redder mig fra at begå de fleste af mine skriftlige dumheder, og som i det hele taget giver mig god sparring, når jeg har behov. De skal også have tak, fordi de accepterer mine krav om rigelig tid til at gøre mit arbejde.
Og sidst, men ikke mindst, tak til alle jer, mine kolleger, som jeg betragter som meget mere end bare det: Tak for anerkendelsen og fordi I er kommet for at fejre begivenheden sammen med mig.