Af Susanne Bernstein
Er det lige så umuligt at oversætte en tekst, som det er at fange månestråler? Det mener nogle fagfolk, men selvom det er vanskeligt, er oversættelser en tekstform, som er kommet for at blive, og som skal respekteres, skriver Susanne Bernstein.
Oversættelse er en forsømt kunstart, som de færreste uden for den snævre kreds af bogfolk (forfattere, oversættere, osv.) interesserer sig for. Det bliver som regel kun bemærket, hvis fx en films undertekster eller en bog er oversat dårligt. Grunden til, jeg nævner det, er ikke, at man skal have ondt af os oversættere, selvom timelønnen sjældent står mål med arbejdsindsatsen, men for at udtrykke ærgrelse over, at oversættelse ikke har større bevågenhed. Globalisering er et velkendt fænomen. Som det lille sprogområde dansk er, har det vital betydning, at vi kan kommunikere med resten af verden. Herunder hører, at verdenslitteraturen og andet kulturbærende materiale gøres tilgængeligt for alle. Ikke mange danskere kan læse tekster på originalsproget, særlig ikke de eksotiske af slagsen som fx kinesisk. Tekster er ikke bare bøger, men kan være brugsanvisninger, film osv.
En evig diskussion blandt bogfolk er, hvor tæt på originalen man bør oversætte en tekst. Det afhænger selvfølgelig af, hvilken tekst der er tale om: Informationstung tekst eller skønlitterære tekster? Det er indlysende, at i førstnævnte tilfælde skal oversættelsen være så præcis som mulig, ingen er vist i tvivl om dét. Sidstnævnte, derimod, er interessant, fordi oversættelse generelt og uoversættelige ord i særdeleshed nogle gange føles som at fange månestråler. De smutter mellem fingrene på én, når man forsøger at fange dem.
Flygtige meninger
Jeg er selv oversætter af amerikansk skønlitteratur til dansk og vil derfor koncentrere mig om dette område. Ganske vist er det ikke mit hovederhverv at fange månestråler, men jeg har alligevel så tilpas meget erfaring på det felt, at jeg har gjort mig nogle tanker om det. Det er en fascinerende beskæftigelse, særlig når det lykkes, og månestrålen til trods for sin flygtige natur alligevel lader sig indfange.
Diskussionen om tekstoversættelse er vidtforgrenet, så her vil jeg nøjes med at trække et par hovedlinier op med udgangspunkt i synspunkter fremlagt af den engelske forfatter John Dryden (1631-1700). Han har, kort fortalt, fremført tre principper for oversættelse:
• Metafrase, en ord-til-ord-gengivelse af indholdet.
• Imitation, en fri fortolkning af indholdet.
• Parafrase, en blanding af de to nævnte, dvs. en let fortolkning med respekt for originalteksten.
Mange, og også jeg, frygter at oversættelsen bliver mekanisk, uden liv, ved den førstnævnte. Det er det, der sker, hvis man sætter en computer til at oversætte en tekst.
En umulig opgave
Selv var Dryden tilhænger af den sidstnævnte. Det er jeg også. Men så er vi tilbage ved spørgsmålet: Hvor tæt på originalen bør man oversætte en tekst? En vis fortolkning kan næppe undgås, hvis teksten skal have liv. Det er min konklusion. Men det må absolut ske med respekt for originalteksten! Oversætteren har en vigtig rolle at spille ved at fungere som katalysator mellem de to sprog, det han/hun oversætter fra og til. Men at teksten bliver farvet af oversætterens valg – og fravalg – af ord er efter min mening ikke til at komme udenom.
En pessimistisk holdning, repræsenteret ved Sapir-Whorf-tesen, går ud på at oversættelse i princippet er umulig. De to amerikanere, E. Sapir (1884-1939) og hans elev B. L. Whorf (1897-1941), studerede Hopi-indianeres sprog og nåede frem til, at sprog hænger uløseligt sammen med den kultur, hvori det tales. Når sprog oversættes, bliver det sat ind i en ny sammenhæng, en ny kultur, og taber derved kraft og bliver meningsløs.
I den modsatte ende af spektret er der dem, der mener, at en skønlitterær bog endda nogle gange vinder ved at blive oversat! Den holdning udtrykker L. Bostrup i sin omtale af den tyske oversættelse af J. Adler Olsens ’Alfabethuset’ i Forfatteren 08-12, s. 8.
Der er således en bred vifte af divergerende holdninger til oversættelse af tekster og det ville være dejligt hvis vi kunne få diskussionen bredt ud til andre end bogfolk. Månestrålerne skulle gerne lyse i form af tilfredsstillende oversættelser, som er til gavn for alle.
Artiklen blev første gang bragt i Forfatteren, 1, 2013.