Af Sara Koch
Da Peter Englund i dag klokken 13 kom ud ad døren i Det svenske akademi for at annoncere årets modtager af Nobels litteraturpris, sad mange mennesker klar foran skærmen. Læserne, forlagene, journalisterne. Denne oversætter sad også klar for her på Oversætteren at annoncere hvem årets danske Nobelprisoversætter er.
(Og researchen var på plads: Nadas er oversat af Eszterhás, Trevor af Ursula Baum Hansen, Kundera af Lillian Munk Rösing, Munro af Gudrun og Ida Jessen, Murakami af Mette Holm).
Men årets vinder, den kinesiske forfatter Mo Yan, er ikke oversat til dansk.
Hvilket da også fik de danske kulturjournalister til at sige ”Mo hvem?” og fortælle om den ukendte kineser der havde vundet prisen. På Politiken tv kunne man høre Jes Stein Petersen sige at ”den mand er totalt ukendt i Vesten”.
Men i 2009 bragte den norske avis Dagbladet et interview med Mo Yan, og en god kollega, Ulla Gjedde Palmgren, har i dag fortalt mig at han er oversat til norsk (3 titler), svensk (3), fransk (18), tysk (4) og engelsk (6) – så helt ukendt i Vesten kan man nok ikke kalde ham.
Politiken fangede kort efter Gyldendals Merete Borre der kunne fortælle at ”Nobelprisen i litteratur giver ikke et mersalg i Danmark.”
Så må man spørge sig selv, hvorfor er Mo Yan ikke oversat til dansk? Og hvorfor gør de danske kulturjournalister en dyd ud af deres uvidenhed og ynder at fremmedgøre ham? Og hvorfor står de danske læsere ikke i kø for at læse Nobelprismodtagere?
Er andedammen for lille? Mangler Danmark et litterært udsyn? Har Danmark ikke en ordentlig litteraturpolitik der tilgodeser (gode oversættelser af) de smalle, udenlandske udgivelser?
