af Niels Brunse
Hvis der et sted i en dansk roman står “tak for sidst”, er det indlysende for en dansk læser hvad meningen er. Men hvis romanen skal omplantes til f.eks. russisk, er udtrykket højst problematisk. På den plads, som “tak for sidst” har i det danske vokabularium (og det danske sæt af vaner), er der tomt ‑ eller rettere, der er slet ikke nogen plads ‑ i det russiske. Man takker simpelthen ikke hinanden for sidst.
Omvendt fatter en dansker ikke, hvorfor russere møder den, der lige er kommet ud af badet, med en konventionel vending, der ordret oversat betyder “tillykke med den lette damp”. På dansk har man ikke noget fast udtryk at hilse en nybadet person med. Ja, det ville aldrig falde en dansker ind, at der overhovedet er nogen grund til en hilsen i den situation. Så hvordan det end skal oversættes, er der et formidlingsproblem.
Disse to harmløse hverdagsudtryk, disse små vanemæssige elskværdigheder, er bare to nedslag i den enorme masse af idiomatiske vanskeligheder, der møder enhver litterær oversætter. Oversætterkunsten består i at gøre værker levende i et andet sprogligt system og en anden kulturel kontekst end dem de er undfanget og født i. Og fodnoter, for slet ikke at tale om lærde parenteser, er dræbende. Oversætteren må i stedet bruge list og lempe og smugle de fornødne forudsætninger ind i teksten på en loyal og lødig måde.
Dertil kræves både viden om de kulturer, oversætteren skal formidle imellem, og en i bund og grund kunstnerisk sans for sprogets skjulte kræfter.
På videnssiden kan man måske forklare det danske “tak for sidst” lidt dybere end bare den overfladiske, konkrete anledning udtrykket bruges i: det har nok noget at gøre med den danske (men ikke eksklusivt danske!) blanding af kræmmersjæl og ydmyghed. Al gæld, også taknemlighedsgæld, skal gøres op og afregnes; men ingen skal tro at de er bedre end andre, nærmest tværtimod, så derfor kommer enhver deltager i et samvær i taknemlighedsgæld til de andre.
Tilsvarende kan man måske forklare den russiske vending ud fra en russisk (men ikke eksklusivt russisk) grundoplevelse af at verden er et beskidt og ufuldkomment sted, mens et bad (især det ritualomgærdede russiske dampbad) er en lettende og rensende oplevelse, så enhver der har mægtet at gennemføre en sådan katarsis, bør hilses med glad anerkendelse.
Og hvordan skal den slags alenlange kulturforklaringer så pakkes ind i en gengivelse af en lille kort standardbemærkning? Tja ‑ det gives der ingen regler for, det afhænger af sammenhængen og af oversætterens kunst.
Og af sproget. Grænsen mellem sprog og kultur er meget svær at drage ‑ hvis den overhovedet kan drages.
Der er en side af litteraturernes vekselvirkning gennem oversættelser, der tit bliver glemt i diskussionerne. Det er, at oversættelser lige så vel som originalværker påvirker det sprog, de affattes på: plejer det, pisker det, sprænger det og bevarer det, forynger, fornyr og forfiner det.
Den naive ‑ men desværre udbredte ‑ forestilling om, at oversættelser bare flytter nogle kulturmøbler fra ét rum ind i et andet, er fejlagtig. For at blive i billedet kan man sige, at nok er der tale om to rum, men atmosfæren i dem er højst forskellig. Møbler fra det ene rum kan blive kvast af lufttrykket i det andet eller miste glansen ved dets luftfugtighed eller forkulle ved dets højere lufttemperatur. Hvis ikke flytningen på skabende vis forvandler selve møblernes materiale, bliver møblerne ikke flyttet, men ødelagt.
Johan Fjord Jensen skrev for snart længe siden om hvordan Vilhelm Møllers Turgenjev-oversættelser “skabte en særegen dansk kunstprosa, hvis indflydelse snart skulle spores i den danske stils nydannelse”. Undersøgelser af den slags påvirkninger er sjældne, men det skyldes snarere akademisk uopmærksomhed end mangel på materiale. Litterære oversættelser har sjældent sprogforskernes bevågenhed, og litteraturforskerne koncentrerer sig oftest om tematikker og ideer (møbler!), ikke om de sproglige materialeforvandlinger.
Oversættelsernes rolle som kanaler for nye ord i f.eks. dansk kan heller ikke siges at være fuldt belyst. Nyskabelser og nyoptagelser fra talesprog osv. er lige så fuldt oversætternes sag, som den er originalforfatternes, og oversætterne har måske andre motiver, men lige så stor årsag til at forholde sig skabende til deres eget sprog, som originalforfattere har.
Det er fint nok at tale om litterære oversættelser som et middel til mellemfolkelig forståelse og som grænseoverskridende udveksling ‑ men det må ikke glemmes, at oversættelser også er identitetsskabende og kulturbærende i deres eget land, fordi de er med til at pleje og udvikle deres eget sprog.
(Let forkortet udgave af artikel bragt i Forfatteren, medlemsblad for Dansk Forfatterforening, nr. 5, august 1998)
