Heller ikke oversætteren kan se sig fri for at blive fanget ind af sit stof – heldigvis.
Af Aino Roscher
Kan man være en engageret oversætter? Har en oversætter ikke bare at begynde på første side, oversætte kritikløst, samvittighedsfuldt og tro mod originalen og ikke sætte spørgsmålstegn ved noget – lige til sidste side? Som vi med løftet pegefinger minder hinanden om i min anden verden, tv-tekstningens: Den bedste oversættelse er den, der ikke bliver bemærket.
I princippet kunne man vel godt forestille sig, at jeg som oversætter lever en isoleret tilværelse uden mere end den højst nødvendige adgang til opslagsværker og andre hjælpemidler. Kunne jeg ikke få lov til at sidde dér i min afsondrethed og slippe for at fylde mit hoved med politik og samfundsuorden og nøjes med at være lykkelig med mine romaner omkring mig?
Erfaringen viser mig, at engagementet i alle dets afskygninger har det med at snige sig ind på en, om man så ønsker det eller ej. Man tror, at man sidder og arbejder nok så fredeligt på det uskyldige, ufarlige værk, man har foran sig, men man tager fejl. Indholdet vrider og vender sig, pirrer og bevæger, provokerer og beriger, måske kun i bittesmå doser, men nok til, at der sker ting og sager. Bagefter er man aldrig som før.
Pvc og happy endings
Der er for eksempel alle de ting, der lusker sig ind undervejs. Da jeg foretog research til en bog om aktiv dødshjælp, fandt jeg ud af, at den hollandske ambassade kimes ned, hver gang de hollandske eutanasiregler nævnes i de danske medier. Dødssyge danskere drømmer om at rejse til Holland og få en ordning med en hollandsk læge. Hvordan kan man fortrænge sådan en oplysning?
Og det behøver ikke kun at være debatbøger, der driver gæk med ens letbevægelige sind. Jeg tekstede på et tidspunkt en skotsk serie i ti afsnit om et ungt par, der forpagtede en gård og måtte så grueligt meget igennem, indtil det efter ni gange halvtreds minutter begyndte at lysne. I afsnit ti brændte gården. Jeg var nødt til at pakke sammen og holde fri resten af dagen. Jeg havde bogstaveligt talt følelsen af, at mit hjem var væk. Heldigvis købte tv ti afsnit mere, så vi langsomt fik genopbygget vores liv og levede lykkeligt til vores dages eller i hvert fald til denne tv-series ende.
Da jeg påtog mig at tekste en reklamefilm om pvc, blev pvc pludselig det mest fantastiske produkt, verden har kendt. Det forekom mig komplet uforståeligt, at det havde fået så megen dårlig omtale i tidens løb. Pvc var anvendeligt til et hav af formål, og der var overhovedet ikke nogen forureningsproblemer forbundet med det. Alt kunne indsamles og genanvendes. Jeg blev den mest brændende ambassadør for produktet.
Og mens jeg arbejdede på at oversætte en roman, der foregik i store dele af Afrika, sad jeg med kort over Alexandria, Mozambique og Cape Town spredt ud omkring mig og var dagligt i e-mail-kontakt med en sydafrikansk kollega. Når telefonen, den lille larmende satan på væggen ved siden af mig, pludselig ringede, kiggede jeg forvirret op fra det afrikanske landskab og måtte hele den lange vej tilbage til København. Ofte nåede jeg først frem undervejs i samtalen til stor undren og/eller moro for mine omgivelser.
Listesko eller hollandske træsko?
Så nej, personligt vil det nok ikke lykkes mig at slå engagementet fra. Det vågner helt af sig selv. Men hvad så med læseren? Kan jeg i det mindste skåne ham/hende for mit engagement? Heller ikke, for hvad med alle de sproglige overvejelser, jeg må foretage undervejs i den politiske korrektheds navn? Bare fordi man oversætter fra nogle trygge og temmelig ueksotiske, nordeuropæiske sprog, har bøger det jo med alligevel at forvilde sig fjerne steder hen, så man kan være tvunget til at gå på listesko af diverse hensyn. Hvis forfatteren vel at mærke også gør det. Og da kan det jo ikke nytte noget, at man stoler på sine opslagsværker, hvor nye og opdaterede de end måtte være. Da gælder det om at vide, hvilke sko der lister, både i bogens oprindelige og i dens kommende fædreland. I Amsterdam kan man stadig sige “neger” uden at komme galt af sted. Slår man ordet op i ordbogen, er der ingen filtre, der fortæller en, at man bør overveje udtrykket på dansk. Filtrene må man selv have med i bagagen.
Jeg tror altså ikke på den isolerede, uengagerede oversætter. I hvert fald ikke på ham eller hende af kød og blod. Jeg kan heller ikke skåne læseren for mit engagement, om end det naturligvis ikke bør skinne igennem i oversættelsen.
Godt, javel, ja, så er jeg altså en engageret oversætter. Da jeg nu har accepteret min lod, kunne det tænkes, at engagementet kunne bruges aktivt også? Kunne jeg for eksempel udtrykke det ved at sige nej til at oversætte bøger, jeg personligt ikke kan stå inde for?
I 2002 var jeg inviteret til en konference om tabuer inden for litteraturen. Deltagerne var forfattere, forlagsfolk og oversættere. I den forbindelse spurgte jeg en kollega, om der var noget, han ville sige nej til at oversætte. Mein Kampf? Historieforvanskning? Saddam Husseins værker? Al-Qaidas guide til at blive en god selvmordsbombemand? Aldrig i livet, svarede min kollega, bare kom med det. Det hele skal ud. Det er ikke op til os oversættere at udøve censur. Det er vigtigt, at den læsende befolkning får adgang til så mange oplysninger som muligt.
Jamen så okay da, bare kom med det. Det hele skal ud. Eneste problem kunne måske være, hvis det går med mig og Saddam, som det gik med mig og pvc. Til alt held plejer forbandelsen at slippe sit tag, når den næste af slagsen tager over.
(Denne tekst har tidligere været bragt i Forfatteren).
