Af Signe Lyng
”Jeg behøver ikke at tage på refugium,” har jeg altid sagt til kolleger der anbefalede mig Hald. Jeg har ingen børn, så hjemmelogistikken er elastisk, og desuden har jeg et fremragende kontorfællesskab, der sikrer mig både arbejdsro og faglig inspiration. Hvorfor så tage væk? Det er der, set i bakspejlet, mange gode grunde til, og jeg er glad for at jeg til sidst lod mig overtale. Hald kan noget særligt, så nu lader jeg anbefalingen gå videre.
Jeg ankom en mandag eftermiddag sidst i oktober med fjorten dages ophold foran mig. I tasken lå en rå oversættelse af en drilsk lyrisk roman og ventede på gennemarbejdning. Hald har øremærket et par uger om året særligt til oversættere, men i denne uge var det forfatterne, der havde overtaget, så det var med en vis nervøsitet at jeg bankede på – jeg kommer åbenbart aldrig fri af vrangforestillingen om at forfattere er sarte skønånder med temperament som fuldblodsheste hele bundtet (mens oversættere selvsagt alle er pragmatiske, omgængelige og dybsindige mennesker). Jeg kunne have sparet mig bekymringerne: Der var ikke et øje i huset ud over centerleder Peter Q. Rannes, som gav mig en venlig rundvisning og så med overbærende skepsis på det tårn af forsyningskasser jeg havde bestilt på Coop.dk.
Verden set fra Værelse 12. Foto: Signe Lyng
Jeg pakkede kasserne og kufferten ud og gik i gang, med romanen og med refugietilværelsen. Forfatterne kom dryppende en for en og viste sig naturligvis at være rigtige mennesker hele bundtet.
Første glædelige opdagelse var dog mit værelse: behageligt spartansk med seng, skrivebord, kontorstol og –bedst af alt – en lille læseniche henne ved karnapvinduet hvorfra der var udsigt over parken og søen. Det vrimler med rare rum på Hald: Der er bibliotek i tårnværelset, pejsestue med lysekrone og kamin og svungne møbler, riddersal og spisestue med plads til store selskaber, men værelserne er et perfekt mikrokosmos for folk som jeg, der ikke skal have for meget interessant at stirre på når de arbejder. Og takket være læsenichen kunne jeg alligevel gå den korte meter hen til vinduet og en lille pause med udsigt når lyrikken fik mig ned med nakken. At have sit helt eget arbejdsværelse var en uventet stor fornøjelse, så jeg blev hvor jeg var og kom stort set kun ud for at få frisk luft og lave mad.
Køkkenet er det andet uundværlige rum på Hald. Det er stort og funktionelt, for det bruges også som storkøkken når her er kursusgæster, men takket være det lange, blå træbord i midten er det også et rart sted at være. Det er her man uvægerligt samles, særligt ved aftensmadstid, og for os der ikke er i stand til at omgås nye mennesker helt selvfølgeligt, er det godt at kunne hakke løg og lede efter dåseåbneren under de indledende manøvrer. Så flyder snakken lettere, om mad og bøger og sprog og arbejde. Og når man har spist? Så bliver man hvis man har lyst, eller også trækker man sig tilbage og arbejder videre. Det var endnu et plus ved refugietilværelsen: at der er selskab – og man helt legitimt kan forlade det når man vil uden at behøve at forklare sig. Alle er der jo for at arbejde. Alle er midt i en eller anden proces, og den har naturligvis førsteprioritet. Man må snakke om den, hvis man vil – og man kan blive fri. Jeg havde gruet for fællesoplæsninger eller tvungen tekstevaluering på daglig basis, men det var der heldigvis ingen der lagde op til. Havde jeg følt trang til at dele, ville jeg dog helt sikkert have kunnet finde en konstruktiv lytter eller to.
I uge 2 kom oversætterne til. Rødvinen fik en ekstra tand om aftenen, og fagsnakken greb om sig, men atmosfæren og dagligdagen var den samme. Og stadig herskede den uskrevne regel om at man frit kunne rejse sig og gå når arbejdet kaldte eller lysten til ro og fred meldte sig. Folk havde naturligvis meget forskellige arbejdsrutiner, og der var plads til dem alle. En befandt sig bedst i biblioteket; en anden arbejdede koncentreret på værelset hele dagen, men holdt til gengæld fri om aftenen. En tredje stod usandsynlig tidligt op og sørgede i øvrigt for friskbagt brød til alle på næsten daglig basis. Parret i kapel-annekset inviterede hele rosset på drinks en aften. Gåture blev arrangeret på kryds og tværs.
Tidlig morgen, Hald Sø. Foto: Signe Lyng
For der er det ved Hald at man kan træde direkte ud i et af Danmarks mest storslåede landskaber. Hald Sø ligger lige neden for parken, og rundt om den rejser morænebakkerne sig skov- eller hedeklædte til alle sider. Der er noget særligt over efteråret her: Løvet på træerne nede ved søen er gult og orange. Længere inde i læ har bøgene stadig grønne blade hist og pist. Der er rimfrost i græsset en morgen. Søen damper. Bladene falder og skjuler stier og mudderhuller på forræderisk vis. Sol viger kort for kulsorte bygeskyer.
Det er et sært tidløst landskab: Hver gang jeg havde været oppe på heden og kom ned gennem Troldeslugten til dammen bag kroen, ventede jeg at finde verden forandret og tiden forskudt – tyve år frem, måske, eller tusind tilbage. Hver gang jeg stod oppe i lyngen uden en eneste tagryg eller skorsten i sigte, mærkede jeg et lille strejf af forne tiders frygt for ulve, stimænd, ellefolk. Men lyng og træer giver også tid og plads til at tænke – og til at snakke, for selv om jeg nød mine ensomme ture, var der også dage med selskab. Igen er der noget godt og frugtbart over at foretage sig noget sammen, om det så bare er at traske af sted, mens man drøfter fodtøjsvalg, oversættelse, prekariatets vilkår, whiskymærker, istid.
Det blev til mange gåture, og alligevel var der på forunderlig vis masser af tid til arbejdet. Den hjemmelogistik jeg ellers gik og syntes var så elastisk, viste sig alligevel at have fyldt en del. Nu var der ingen arbejdstransport, ingen indkøb at ordne, intet tøj at vaske og intet ægteskab at passe (sært rart, når man ved det kun gælder et par uger). Så selv på de dage hvor jeg syntes jeg daskede rundt og hyggede mig, nåede jeg mere end nok, og tekst og tone lod sig tøjle overraskende nemt. Om det skyldtes grundigt forarbejde eller omgivelserne, skal jeg ikke kunne sige, men romanen kom af sted til redaktøren i fin stil, og jeg kunne nyde fire dage uden arbejdspres til slut. Jeg gik ombord i biblioteket, læste Blicher, bagte boller og svælgede i samlingen af Hald-skrevne værker i pejsestuens bogskab.
Så jeg er solgt nu – Hald er et hit. Hald er et rum, en atmosfære det er rart at træde ind i for en tid. Gulvene knirker og møblerne er alderstegne, men man føler sig godt tilpas iført tøjet fra i går. Og selvsuggestion eller ej: Man føler sig vældig … kunstnerisk kompetent på en måde som morgenbuffet og konferencefaciliteter ikke ville have fremmet. Verden udenfor går sin gang, men selv er man her. Lige her. Lige nu. Og der er tid til det hele: fordybelse, samvær, landskab, historie. Måske har Hald rent faktisk entreret med lokale ellefolk og tusket sig til et par timer ekstra i døgnet. Det kan man trænge til indimellem.
4 Hald-tips:
- Del ud af det, du har – en håndfuld lakridser og et glas rødvin kommer tifold igen.
- Husk vandtæt fodtøj – naturen er også smuk i silende regn.
- Lad lystlæsningen blive hjemme – der er rigeligt at tage af i bogskabene.
- Køb ind over nettet hvis du ikke er i bil – der er langt til købmanden
Om Hald Hovedgård:
- Det Danske Forfatter- og Oversættercenter på Hald Hovedgård ligger 10 km fra Viborg i smukt kuperet terræn ved Hald Sø.
- Oversættere kan søge ophold året rundt i samtlige refugieperioder, men der er sat to uger af specifikt til dem – en i sommerperioden og en ud på efteråret.
- Der søges i reglen om ophold af 1-2 ugers varighed.
- For at komme i betragtning skal man have mindst ét forlagsudgivet værk bag sig og et konkret, nærmere beskrevet projekt at arbejde med i opholdsperioden.
- Opholdet er gratis, men forplejning er ikke inkluderet.
- Nærmere detaljer fås her.
Foto: Helle Moos
Signe Lyng, f. 1975, er oversætter på fuld tid med speciale i irsk udkantslitteratur og nørdet madlavning. Hun har tidligere været månedens oversætter her på Babelfisken.
En dejlig beskrivelse, som man genkender fra egne ophold derovre. Tak for det og for de gode billeder!