Af Georg Metz
Jeg har fået frie hænder til at tale om et emne, som jeg også selv måtte bestemme, men som passende handler om: undertekster.
Der er to slags: dem man læser på skærmen eller lærredet, fordi ens fremmedsprogskundskaber er mangelfulde, og man derfor lettere skamfuldt, når det er nærstående sprog som engelsk eller for nogen af os tysk, er nødt til at skæve til teksterne for ikke at sige være dybt afhængig af dem.
Man burde jo, men evnerne rækker ikke, dels fordi der jo er så mange ord på engelsk, dels fordi de altid taler alt for hurtigt på fremmede sprog. Eller på dansk, der taler de måske ikke så hurtigt, men til gengæld grødet og utydeligt, som det danske sprog jo kan være. Et af de få sprog, der kan tales med tænderne fast presset sammen. Det er der ikke så meget at gøre ved. Vi udkommer jo ikke fra fødslen med undertekster i andres øjenhøjde.
Men når det kommer til skuespillet, behøver man ikke være så affældig som taleren her for at brokke sig. De mumler i dansk film og på tv, det siger selv de unge, og man må slå teksterne til. Selv slår man ikke til, den sproglige klarhed er slået fra, og det slår én ud. Men så har man teksterne.
I mine mange år på TV-Avisen for snart lang tid siden udgjorde faggruppen: teksterne et særligt folkefærd der svævede ind og ud af studierne som sommerfugle efter nektar hver med sit eller sine sprog og alle udstyret med et rødt analogt stopur – det var dengang – et rødt stopur stemplet DR i en snor om halsen, som om teksterne var en ringmærket art – disse sproglige hekse og trolde som man ikke kunne lave mange meter avis foruden, hvis altså udlandet skulle med. Så kom de ind efter at have skrevet teksterne så de passede i tid og anbragte de særlige ark sirligt, men bestemt foran næsen på redaktøren, studieværten der jo stod for dagens levering af avisen. Så havde studieværten jo materialet, hvis der skulle ske noget.
Ofte langede teksteren også ud efter selve oplæsermanuskriptet på den pågældende historie – ud af hænderne på studieværten – og tjekkede om der nu var rimelig overensstemmelse mellem teksterens oversatte ord og vendinger og den almindelige journalistiske armod i brødteksten. Man tager ikke tekstmæssig præcision let, det er ord til ord og frøers mængde, om end man måtte foretrække de korte ord frem for de lange: sær frem for ejendommelig, dum frem for ubegavet, og så videre. Det var i enhver henseende et slid det arbejde, det vidste vi udmærket.
I dag må jeg skamfuldt erkende at vi dengang opfattede dette mere som en selvfølge, en facilitet som vand i hanen, lyd i højtaleren og billede på skærmen; egentlig forventede redaktionen at teksterne var færdige i god tid før præsident Reagan, Margaret Thatcher eller Gorbatjov overhovedet havde sagt noget.
Når tekstmaskinen brød sammen, og det hændte mere end 5 snese gange i talerens tid, var det op til studieværten selv at fungere som tekstmaskine, hvilket viste hvor svært det var. Som regel var Reagan færdig længe før, erstatningstekstmaskinen var nået halvvejs; eller man læste alt for hurtigt, så Gorbatjov med det bekymrede modermærke i den høje pande længe efter tekstmaterialet var brugt blev ved og ved på sit ufatteligt russiske mål.
Alt i alt: Gerningen med oversættelserne var en velsignelse, bestemt for at ingen skulle føle sig udenfor, efterladt målløs på perronen.
Det værste her i livet er jo at være uden for eller være holdt udenfor. At blive sat uden for sproget er som den lille død. Man kan ikke tage til genmæle og bliver overset usynlig. Som man kender det i fjerne lande, hvor sproget lyder, som Johannes V. Jensen sagde om en kinesers navn: som en mellemting mellem et host et nys og et spyt. Så er det på med underteksterne.
Ofte står man uden mund og mæle og kan ikke høre noget, selvom man kan. Man er hjælpeløs uden den simultane bistand.
I gamle dage var den døve person i stykket farcens humoristisk sikre nummer. Tante Møghe er sjov fordi hun hører skævt, måske også kun dét hun gider, skønt hun sikkert ifølge tidens tand led under objektiv svigtende hørelse. Det gør en del af os, hvis vi når skelsår og alder, som man siger. At få stabiliseret hørelsen med vor tids minimale små mirakler er som at få tekstet en nedslidt gammel amerikansk gangsterfilm. Pludselig kan man være med igen og fange pointen, som politiet fanger skurken. Tante Møghe ville sikkert gerne have haft undertekster til Statsradiofoniens udsendelser dengang. Radio for hørehæmmede er en vittighed, men hvor har mange dog været ringe stillede dengang, før billedet og underteksten kom til.
Beethovens liv er ikke en vittighed. Beethovens døvhed har tragediens format – i tragtform. Jeg har selv set Beethovens hørerør. I flertal. Der er nemlig flere, gribende i deres hjælpeløse ubrugelighed, der stort set ikke forstærkede andet end støjen.
Giganten blandt komponister mistede hørelsen totalt i forholdsvis ung alder og hørte aldrig sin egne symfonier efter den 6., samt en lang række af de mesterværker der er hovedstolen i musikken.
Man kan så mene at han alligevel havde underteksterne i de noder, han jo skrev, og han bare kunne læse. Så hørte han musikken i sit indre døve øre, i øvrigt også når han komponerede. Han levede i sin egen undertekst kan man sige; forlangte i øvrigt at besøgende skrev deres ned, deres spørgsmål og svar ned i små notesbøger og blev rasende fordi tekstningen gik så langsomt. Man kunne unde Beethoven bare at se en TV-Avis – ikke for at genere ham – men sikke et liv kan kunne have haft i vore dage, hvor tekstmaskiner også i lommeformat er hver mands eje og lyden dybest set er blevet baggrund.
Underteksten er oversættelsen. Under og over på én gang. Enorme mængder af litteratur var vi afskåret fra, hvis der ikke var dygtige tekstere, oversættere, eller: gendigtere, der rammer kernen i værket. Det er sagt om digteren Peter Poulsens oversættelse af Baudelaires Les fleurs du mal, at gendigtningen, tekstningen, matcher og outbaudelairer Baudelaire.
Den helt præcise gendigtning af Montaignes essays i den nye udgave ved Else Henneberg Pedersen rammer så præcist Montaignes ånd, bogstav og hensigt, at Montaigne ville have nydt Montaigne på moderne dansk og dermed sluppet for at læse sit eget 1500-tals fransk, som vi andre jo så også slipper for at knække hals og tænder på.
En lille sorg flyder fra mit hjertes undertekst, når jeg som søn af en svensk mor, konstaterer at mine landsmænd efterhånden har opgivet broderfolkets sprog, også det norske – hvor det måske er mere forståeligt med deres elendige nynorske som ikke en dansk kat forstår – men altså på svensk der også undertekster til. En dag havde en tekster fået pip og oversatte is på svensk til glas og pølse på svensk til kurv. Glass och korv. Men det er en anden historie, og jeg nævner ingen navne
Der kan også gå i kuk med klassikerne. I Strindbergs et Ett Drømspel står guden Indras datter på et tidspunkt i stykket inde i grotten sammen med digteren. Ude på søen, uden for grotten, uden for deres rækkevidde, hvor søfolkene er i havsnød, anes gestalten over alle gestalter, den gloriekransede hvidklædte skikkelse der i en lysende kreds bevæger sig i stille gang over de oprørte vande, mens koret i baggrunden har gang i kyrien.
Hvem er dog det? siger digteren.
Gudens datter svarer: Det är bara én der går på vattnet. Hvilket på dansk blev til:
Det er bare en der går på vandet.
Den lille bitte forskel mellem et t i dét og et r i der er her afgørende, hvis man så også husker at bara på svensk også betyder kun, har man forstået Strindberg.
Og så er der den anden slags undertekster, jeg sagde jo i begyndelsen at der er to slags og nu er vi nået til den anden: Nemlig de undertekster der faktisk ikke står under teksten men mellem tekstens linjer, og som man altså også kalder underteksten. En replik som jeg elsker dig, kan betyde noget nær det modsatte. Hos Henrik Ibsen i Vildanden er hovedpersonen Hjalmar Ekdal jo opfinder. Det er hans bestemmelse. Men hvad stiller man op som opfinder, når alting jo er opfundet, som Ekdal siger og hvor digteren på en pæn måde i underteksten får sagt at manden er en uduelig fantast, en ynkelig selvbedrager og ikke kun som opfinder.
Ytringsfrihedsdebatten blev en affære uden undertekst, hvor friheden pludselig var absolut og entydig, og de der stillede sig tvivlende over for visdommen i arrangementet, eller i at en minister bruger et fornærmende billede af andres helligdom som vulgært varemærke blev anset for at være imod den frie ytring.
Førnævnte Peter Poulsen skabte sin egen undertekst om debatten i samlingen rulletekster fra 2010:
For at værne om ytringsfriheden
Råber jeg røvhul
Efter min nabo
Man kan skabe sin helt egen undertekst.