Af Søren K. Barsøe

Husets Forlag er ikke mere. Navnet har ført en omtumlet tilværelse de seneste 15 år, men for litteraturinteresserede er det uløseligt forbundet med Carsten Koed Hansen. Og nu er Carsten her heller ikke længere. Han døde i søndags og bisættes torsdag den 6. juni.

Carsten kom lidt sidelæns ind i det, der skulle blive hans livsværk. Som litteraturstuderende vendte han i starten af halvfjerdserne hjem fra et års studier i USA med et par digtsamlinger i bagagen sammen med sine egne oversættelser af dem. Han fik Robert Blys ’Tandmoderen, omsider nøgen’ antaget på et lille forlag, som derpå krakkede, så en færdig sats havnede i hans brevsprække med en beklagelse. Det nyoprettede aktivitetscenter ’Huset’ havde et trykkeri, og med et minimum af kendskab til ISBN-numre og distributionskanaler trykte han digtene. Og forlagets navn – nå, ja …

Det var starten, og en dengang fremsynet ledelse af Huset syntes, et forlag kunne være en god aktivitet at have ved siden af fotoatelier og metalværksted, så med en minimal løn fik Carsten mulighed for at sætte andre bøger i værk. Tynde digtsamlinger, hvide omslag – og de må ikke koste mere end en tier.

De næste idéer kom hulter til bulter, og i firserne bestod forlaget af forfattergrupper – børnebøger og lyrik med vekslende igangsættere, grupper med interesse for en litteratur, der ikke var kendt af ret mange i Danmark – bulgarsk, nyere russisk og et par nobelpristagere, arrangementer under navnet Litteraturen på scenen og Mikael Wittes mere eller mindre vellykkede plakatprovokationer. At en del af de sidste – provokationerne – faktisk var vellykkede, vidner forlagets løbende baggrundshistorie om. Mens Carsten og forlaget blev hyldet i festtaler både hist og pist, mente Husets styrelse og Århus byråd ikke, at skatteydernes penge burde gå til sådan noget, så få de end var, og Carsten måtte tage en del tid fra litteraturen til slagsmål om bevillinger, møder og rapporter. Slagsmålene tog han veloplagt, møderne og rapporterne sked han i det store og hele på – for nu at bruge hans eget ordvalg.

Det  spidsede til i halvfemserne, og forlaget blev på et spinkelt grundlag og trods mange gode menneskers protester lukket og Carsten frisat. Han blev syg. Et psykisk knæk samtidig med et udbrud af strubekræft, som netop havde kostet en af forlagets og Carstens gode venner livet. Kræften blev helbredt, men det psykiske forvandt han aldrig helt, og uden Tania, hans kone, havde vi nok mistet ham længe før nu, hvor så kræften slog til igen.

Æret være hans minde.