Af Lene Ewald Hesel
I teorien er der ikke forskel på at oversætte bøger for børn og for voksne. I teorien. I praksis stiller sagen sig lidt anderledes. Til begge målgrupper skal man som oversætter naturligvis bestræbe sig på at gengive udgangstekstens indhold og sprogtone m.v. så rammende som muligt: Oversættelsen skal hverken være sværere eller nemmere eller sjovere eller på anden måde anderledes end originalen. Men hvor man som regel går ud fra, at voksne læsere har nogenlunde samme erfaringer og forudsætninger som udgangssprogets voksne læsere, er det ikke altid tilfældet med yngre læsere. Fx kan tidspunktet for skolestarten have stor betydning for læsernes ordforråd og begrebsverden og i det hele taget forståelsen af deres omverden, hvilket igen betyder, at en tekst ikke bare kan oversættes ord-til-ord.
Det betyder selvsagt ikke, at oversætteren skal overpædagogisere, men indimellem kan der være brug for en diskret tilføjelse eller omformulering, som forklarer noget, der måske er velkendt for en tysk eller italiensk eller engelsk læser, men ikke nødvendigvis for en dansk. Og hvad gør man ved sådan noget som udenlandske navne og øgenavne – skal man lade dem stå på originalsproget, eller skal de oversættes? En voksen, erfaren læser vil sandsynligvis være i stand til at gennemskue et øgenavn på engelsk eller tysk, men for yngre læsere med færre sprogkundskaber, eller for andre læsere, der ikke behersker originalsproget, vil mange nuancer gå tabt. Derfor blev the Saucepan Man og Dame Washalot fra Enid Blytons børnebogstrilogi Det fortryllede træ til hhv. ‘Kasserollemand’ og ‘fru Vaskeglad’ i den danske oversættelse – altså navne, hvis betydning ligger tæt op ad originalens, og som samtidig er lette at udtale og forstå.
En af fordelene ved at beholde de originale navne er, at tekstens stemning og autencititet bevares, og hvis bøgerne fx filmatiseres, er det vigtigt, at navnene svarer til dem i bøgerne. Det kan være et svært valg.
(Denne tekst har været bragt i Sprogminuttet på DR i en let forkortet udgave)