Et oversætterliv med spansksproget litteratur – takketale ved modtagelse af Oversætterforbundets ærespris 2023

Den 14. maj modtog oversætter, cand.phil., Kirsten A. Nielsen Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2023 ved en fin reception på Godsbanen i Aarhus. Forlægger Allan Lillelund Andersen holdt motivationstalen, og efterfølgende takkede Kirsten for prisen. Babelfisken har her fået lov til at bringe takketalen her, som slutter med et smukt oversat (og på dagen smukt oplæst digt) af venezuelanske Milagros Socorro..

***

 

Tak for Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Tak til Statens Kunstfond, der har sponseret den, tak til komiteen, der har tildelt den, tak til Dansk Oversætterforbunds formand Juliane Wammen, der har arrangeret denne prisoverrækkelse, og ikke mindst tak til mine kolleger, der har indstillet mig til prisen. Det er en stor ære for mig at modtage den her i dag.

Tirsdag d. 27. februar stod jeg i Viby Centret og åbnede min telefon, som jeg havde haft lukket under et besøg hos frisøren, og da så jeg, at der var kommet en mail fra Juliane med overskriften: ”En god nyhed”. Efter at have læst den første sætning: ”Det er med allerstørste fornøjelse, at jeg kan meddele dig, at du er udpeget som modtager af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2023”, skyndte jeg mig at lægge telefonen væk, for der måtte da være sket en fejl.

Men hjemme igen var jeg selvfølgelig nysgerrig og læste så resten af mailen. Og jo, det var rigtig nok. Efter at være kommet mig over overraskelsen følte jeg stor taknemlighed og var meget beæret og meget glad og meget rørt. Så jeg sagde ja tak til at modtage prisen. Der var bare det problem, at jeg på grund af min afhængighed af tilført ilt ikke kunne komme til København, hvor overrækkelsen plejer at finde sted. Det fik Juliane (som jo er tidligere aarhusianer!) hurtigt ordnet på fineste vis ved at flytte arrangementet her til Godsbanen i Aarhus Litteraturcenters lokale. Så det er faktisk lidt af en sensation eller måske en revolution, at Dansk Oversætterforbunds Ærespris bliver overrakt i provinsen i dag!

¤

Min interesse for spansk og latinamerikansk kultur og litteratur opstod naturligt nok under mine studier på Romansk Institut, Aarhus Universitet. Så da jeg i 1984 efter afslutningen af hovedfag i spansk havde været i pædagogikum og var i gang med at finde arbejde, gav jeg mig til at oversætte nogle noveller af den mexicanske forfatterinde Rosario Castellanos, som jeg havde anvendt i mit speciale. Jeg sendte oversættelserne til flere forlag, men alle sagde nej til at udgive dem. (Disse noveller vender jeg tilbage til senere i min tale).

Jeg syntes, at det havde været både sjovt og spændende at oversætte dem, så da det nystartede Aarhus-forlag Klim et års tid senere søgte en oversætter til en spansk roman af den på det tidspunkt nyopdukkede forfatter Rosa Montero, sagde jeg ja tak til at oversætte den. Selv om jeg husker det som en stor og vanskelig opgave, blev jeg endnu mere begejstret for at oversætte skønlitteratur. Det blev begyndelsen til et langt samarbejde med forlaget Klim. Omkring tredive oversættelser blev det til. I starten oversatte jeg kun spansksprogede romaner, men efter nogle år kom jeg i gang med også at oversætte engelsksprogede romaner for dem.

¤

Indtil jeg blev fuldtidsoversætter, havde jeg forskellige jobs samtidig med, at jeg havde fået godt gang i oversættelsesarbejdet. Jeg underviste bla. i oversættelse på Romansk Institut, AU, og i spansk litteratur på Folkeuniversitetet, jeg havde korrekturarbejde forskellige steder, og jeg var ansat i fem år i en halvtidsstilling på Husets Forlag. Her stod jeg for bogsalget, fakturering og regnskab, men lavede også indimellem det mere spændende forlagsarbejde. (Da jeg holdt op på forlaget, sagde jeg til mig selv: Nu vil jeg aldrig mere beskæftige mig med tal, kun ord – og sådan blev det).

Forlagets stifter og leder Carsten Koed Hansen udgav en perlerække af især oversatte romaner og digtsamlinger fra alverdens lande, som de store forlag ikke ville røre ved. Husets Forlag var en fantastisk kommunal institution, som desværre blev lukket af økonomiske grunde. Det var en herlig tid, hvor jeg rigtig fik smag for forlagsverdenen og bogens verden. For tre år siden var vi en lille gruppe af personer med tilknytning til Husets Forlag, som lavede en udstilling (og et katalog) om forlaget, som blev vist på Dokk1.

¤

Men så omkring 2000 startede min karriere hos de københavnske forlag, og jeg blev nu fuldtidsoversætter. Jeg var blevet kontaktet af Susanne B. Andersen på det nystartede forlag Viva (under Aschehoug) og spurgt, om jeg ville oversætte en columbiansk roman. Jeg sagde ja tak, og det blev starten på vores samarbejde. Det var også Susanne, jeg dengang spurgte til råds, om hun syntes, det kunne være en idé, at jeg tog mig et “kunstnernavn” her ved min debut på et københavnsk forlag. Det syntes hun absolut, det var, så fra da af har jeg heddet Kirsten A. Nielsen i mine oversættelser for de københavnske forlag, men forsatte som Kirsten Nielsen på de aarhusianske. Jeg havde aldrig tidligere brugt mit mellemnavn Annalise, men var måske inspireret af min kollega Søren K. Barsøe. På den måde kunne jeg skille mig ud fra de mange andre Kirsten Nielsen’er.

Susanne og jeg fik et rigtig godt samarbejde, og jeg har haft fornøjelsen af at oversætte mange både spanske og engelsksprogede romaner for hende og hendes forlag. Efterhånden begyndte jeg så også at oversætte for andre forlag i hovedstaden. I de seneste år  har jeg fortrinsvis oversat spanske bøger, bl.a. nogle meget lange historiske romaner for forlaget Cicero.

¤

Fælles for forlagene var – og er nok stadigvæk – at de ikke har redaktører der kan spansk. I de første år på Klim var vi nogle spanskkyndige, der læste de spanske bøger, forlaget overvejede at udgive. Jeg husker især et enkelt redaktionsmøde, hvor vi i høj stemning og med vin på bordet diskuterede Manuel Vázquez Montalbáns samfundskritiske og meget litterære og intellektuelle krimier, som Klim endte med at udgive, og som jeg i de efterfølgende år oversatte omkring ti af.

Siden da har jeg læst mange spanske romaner og skrevet udtalelser om dem for flere forlag. Og nogle gange har jeg oplevet, at en redaktør har stået på en bogmesse fx i London med en bog, de gerne vil have en udtalelse om – helst i løbet af et par dage, også selv om romanen kunne være på mange hundrede sider. Jeg har altid syntes, det var spændende at være med allerede på det tidspunkt på en bogs vej, og jeg har sagt ja, hvis det ellers var muligt for mig. Her skal det siges, at det er kutyme, at hvis man har anbefalet en bog, så får man også tilbudt at oversætte den. Timelønnen for den slags konsulentarbejde er ikke værd at tale om, men så er der jo fornøjelsen ved at få lejlighed til at læse den nyeste litteratur. Når jeg har anbefalet en roman, har jeg altid ventet med større spænding på, hvordan den bliver modtaget af anmelderne og læserne, fordi jeg har følt et vist ansvar for den.

¤

De spanske bøger har almindeligvis ikke anmeldernes største opmærksomhed, men ved en lejlighed gik det lidt for hurtigt for en anmelder, da han anmeldte en roman af den cubanske forfatter Leonardo Padura, hvori man i Havanas kinesiske kvarter møder en kineser, som ikke kan udtale R, men udtaler det som L. Det kunne jeg heldigvis overføre næsten direkte til dansk, og det bliver forklaret af forfatteren nogle få linjer efter, at man møder denne kineser, men det havde anmelderen åbenbart ikke opdaget, så han skrev, at bogen var smækfyldt med trykfejl og stavefejl. Det var ikke rart at læse, så den næste dag, da jeg havde snakket med mit forlag og var faldet lidt ned, skrev jeg til anmelderen og forklarede, hvad det drejede sig om.

Sagen endte på allerbedste vis efter en mailveksling med, at anmelderen blev så interesseret i oversætterarbejdet, at han kom på besøg og lavede et stort og flot interview til avisen (Venstrepressen) om en oversætters arbejde. Jeg fik ham vist bare ikke helt overbevist om, at det var nødvendigt og god skik at anføre oversætternavn ved en anmeldelse. Men det er også tolv år siden, og oversætterne er nok blevet mere synlige siden da. Vi er i hvert fald mange, der arbejder for synligheden.

¤

Selv om en del af de omkring 150 bøger jeg har oversat, er engelsksprogede, har jeg altid foretrukket de spansksprogede, da det er spansk og latinamerikansk sprog og kultur, der har min største interesse og ligger mit hjerte nærmest. Også selv om det ofte har været vanskeligere og mere tidskrævende opgaver, men også mere udfordrende.

På spansk bruger man generelt meget lange sætninger med masser af indskud, nogle gange på både halve og hele sider. Det har jeg i særlig grad oplevet netop hos Leonardo Padura. Den slags sætninger er man ofte nødt til at bryde op, sætte nogle punktummer i eller på anden måde hjælpe læseren lidt. Også de mange gerundiumsformer, ofte flere lige efter hinanden, kan give problemer. De er lette og elegante på spansk, men kræver ofte en noget tungere relativ sætning på dansk. Den manglende brug af personlige pronominer, idet subjektet aflæses af verbets endelse, kan også give problemer. Man ved fx ikke, om et verbum i 3. person ental skal oversættes til han eller hun – hvis det ikke fremgår af konteksten – i en sætning som ha muerto, han er død/ hun er død. Mange af de spanske substantivers hunkønsformer har vi ikke tilsvarende på dansk. Her må man så bruge fantasien og selv konstruere nogen, specielt når det er absolut nødvendigt at angive køn: arbejderske, tiggerske, helbrederske, majsmalerske, historiefortællerske. Og den slags falder måske ikke lige i redaktørens smag!

¤

I forbindelse med mine oversættelser af Leonardo Padura, som i sine romaner giver et fantastisk billede af det cubanske samfund, fik jeg mulighed for at besøge Cuba og møde forfatteren. Netop det med at rejse derhen, hvor bøgerne foregår, se stederne og måske være så heldig at mødes med forfatterne, har altid været en stor oplevelse for mig og nyttig i mit arbejde.

Lige fra starten af min oversætterkarriere har jeg arbejdet for at udbrede kendskabet til spansksproget litteratur i Danmark, og det er bl.a. sket ved at lave interviews med ”mine” forfattere, som jeg så har fået offentliggjort i aviser og tidsskrifter. (Men det er umuligt i dag at få optaget den slags i aviserne. I stedet for lægger jeg mine interviews og rejsebreve på min hjemmeside, hvor man nu kan læse dem).

Her vil jeg lovprise Statens Kunstfonds og Autorkontoens rejselegater, som har gjort det muligt for mig og for andre mange oversættere at rejse ud i verden. Det var på mit første legat fra Autorkontoen, at jeg i 1992 rejste til Valladolid, hvor jeg havde fået en aftale med en af de helt store og anerkendte forfattere, Miguel Delibes, som jeg netop havde oversat en roman af. Jeg mødte op i hans herskabelige lejlighed, og sekretæren tog imod og serverede kaffen, mens jeg stillede mine sikkert ikke særlig geniale spørgsmål, som den distingverede ældre herre alt sammen svarede venligt på. At jeg nok var en smule starstruck ses af, at jeg glemte etuiet til min lånte båndoptager, hvorefter jeg så – meget pinligt – måtte skrive til sekretæren og bede om at få det sendt.

Siden da har der været mange spændende rejser i forbindelse med mine oversættelser. Den seneste ’studietur’ gik til min yndlingsby Barcelona, som jeg denne gang besøgte for at studere “modernismo” i forbindelse med, at jeg var i gang med at oversætte bestsellerforfatteren Ildefonso Falcones’ nyeste roman, Sjælemaleren, som den kom til at hedde. Og ja, det er ham med Havets katedral! Som jeg altid siger, når nogen spørger, hvad jeg har oversat.

¤

Det faglige og litterære miljø omkring Dansk Forfatterforening og hele det kollegiale samvær har jeg gennem årene haft stor glæde og nytte af. I forbindelse med diverse arrangementer i Forfatterforeningen i Strandgade (fx den årlige generalforsamling, workshops, fester osv), og på Bogforum har jeg lært mange gode oversætterkollegaer i hovedstaden at kende.

Men også i Aarhus har vi et levende fagligt og litterært miljø. I forrige årtusinde, ingen husker nøjagtigt hvornår, var vi nogle Klim-oversættere, der besluttede, at vi skulle mødes en gang om måneden til oversætterstambord. Det har vi nu gjort lige siden, og mange nye er kommet til. Jeg har været indkalder og har fået navnet “bestemmersken”.

Da Godsbanen blev åbnet i 2012 og Aarhus Litteraturcenter blev oprettet med Jette Sunesen som leder, kom der godt gang i det litterære miljø i Aarhus. Samme år havde vi ved vores aarhusianske oversætterstambord snakket om, at vi ligesom i København også burde fejre Den Internationale Oversætterdag. Så det gik oversætterkollega Helle Dalgaard og jeg i gang med at arrangere. Det blev holdt på det dengang næsten nyåbnede Godsbanen, og blev en succes, så vi fortsatte de næste tre år, hvorefter nye kræfter tog over. Aarhusgruppen, som vi oversættere også er en del af, og som er blevet en selvstændig gruppe i Dansk Forfatterforening, spiller også en vigtig rolle med mange aktiviteter. Så det litterære miljø er levende her i Aarhus. Det er dejligt for litteraturen og for bogen. Det er jeg glad for at være en del af.

¤

Ud over rejserne har jeg også haft stor fornøjelse og udbytte ved at tage på arbejdsophold. Jeg har været så heldig at få flere legater til ophold på Klitgården i Skagen, og så har jeg været på mange gode ophold på Hald Hovedgaard, hvor jeg har mødt mange oversættere, forfattere og illustratorer. Det var netop her, jeg mødte min oversætterkollega Malene Thorborg, og vi fandt ud af, at vi havde en fælles interesse for latinamerikanske kvindelige forfattere, så da jeg blev syg og egentlig havde tænkt at holde op med at oversætte, spurgte hun, om jeg vil være med til at oversætte en samling af fortællinger af den argentinske digter Olga Orosco. Det blev et spændende og meget lærerigt samarbejde, som mundede ud i en smuk bog, Også lyset er en afgrund, udgivet på forlaget Silkefyret. Nu er Malene og jeg ved at være færdig med vores samarbejdsprojekt nummer to, nemlig en bog med udvalgte noveller (oversat af mig) og digte (oversat af Malene) af den mexicanske forfatterinde Rosario Castellanos, og skal til at finde et forlag til at udgive den. Og Rosario Castellanos var jo netop den forfatter, som jeg startede min karriere som oversætter med.

¤

Jeg vil slutte af med at føje endnu en brik til det aarhusianske litterære miljø, nemlig fribyforfatter-ordningen, som forfattere, der er forfulgte i deres hjemland, kan søge om. I 2019 ankom Aarhus kommunes tredje fribyforfatter, den venezuelanske forfatter Milagros Socorro, som var draget i eksil fra Venezuela. Desværre faldt hendes to års ophold sammen med coronaen, så hun kom naturligt nok ikke ret meget ud og møde andre forfattere mm. Men det lykkedes Litteraturcentret at få lavet en bog med nogle af hendes tekster, som jeg udvalgte og oversatte, og som udkom på Silkefyret. Selv om jeg altid har sagt, at jeg ikke oversætter digte, er der selvfølgelig undtagelser. Så fra denne bog, Længsel efter tamarinden, vil jeg slutte af med at læse et digt, som Milagros skrev for nogle år siden om forholdene i sin hjemby Caracas.

¤

Milagros Socorro: Et digt

Alle de unge drenge ligner døde.
De går forbi mig på gaden.
De smiler på fotografierne,
hvorfor skulle vi ikke være tillidsfulde, synes de at sige.

Jeg kigger den anden vej, men det er for sent
Dér ser jeg allerede billedet, hvor de ligger i deres eget blod
Som i en varm og oprørt hængekøje.
Alle de unge drenge er et varsel om en død dreng
på en gade.

Jeg skæver til dem og ryster,
Jeg forsøger en bøn, men kan ikke kan få den frem.
De går med lange skridt, de griner højt,
Men jeg ved, at de under armen bærer blegheden, dødens overraskende brød.

Jeg har levet i de døde drenges æra,
Jeg har slikket deres udtørrede spyt og deres papirstynde tindinger.
De passerer forbi mig på gaden.
Goddag, frue, siger de fra tid til anden.

Jeg drejer hovedet væk
Jeg river mine neglerødder af for at lave blomsterkranse
Til at lægge for foden af deres mahognivugger.